Farsø

Hiv ned fra hylderne - ganske gratis

FARSØ:Tænk sig at få lov til at bare tage varer ned fra hylden uden at skulle betale. Det burde da være tillokkende i sig selv, men alligevel var beskedenheden - eller var det usikkerhed - stor, da Rådhuscentret i Farsø lørdag lod varer for 13.000 kroner springe. Forbavsende nok var der ikke den store tilslutning til gavefesten, der blev stillet i relief af de mange hundrede, der dukkede op onsdag til gratis lagkage og champagne. Men de, der var til stede, fik sig da en oplevelse. Der skulle dog lidt overtalelse til, men efterhånden, som man fandt ud af, at det ikke var en dårlig spøg men ramme alvor, kom der gang i sagerne. Anledningen til den store gavefest var Rådhuscentrets 14-års fødselsdag, hvor der op til weekenden har været så forskellige begivenheder som gratis lagkage med indbagte gavekort, Postmand Per-show og banko med flotte gevinster.