Litteratur

Hjælp børn med at tale om døden

Det så svært at hjælpe børn, der har mistet nærtstående familiemedlemmer. Ny bog skal hjælpe de yngste med at holde fast i minderne og gøre det lettere at bryde isen

Det er forfærdeligt at se et barn miste en af sine forældre eller et andet nærtstående familiemedlem. For de fleste voksne bliver situationen akavet, når vi møder barnet. På den ene side vil vi så gerne hjælpe, men på den anden side tør vi ikke tage emnet op, for gør vi så ikke bare barnet endnu mere ked af det? Rikke Høgsted er psykolog og har gennem en årrække arbejdet i Kræftens Bekæmpelse, hvor hun blandt andet har rådgivet børn, som har mistet familiemedlemmer. Hun har netop fået udgivet bogen "Til minde om ...", der skal hjælpe børn med at holde fast i minderne om den døde. Bogen, der i øvrigt er designet af den prisbelønnede grafiske designer Alette Bertelsen, fungerer på den måde, at man selv skal udfylde forskellige emner om den døde. Det kan være alt fra historier om personens barndom til vedkommendes livretter. - Når et barn mister en mor eller far, eller en anden de holder meget af, er der brug for hjælp til at holde fast på mindet, og det kan være svært for den, der står tilbage, selv at lave en mindebog. Oven i alt det andet har de måske ikke overskud til at gå ud og købe en kinabog eller lignende, siger Rikke Høgsted. Et af bogens formål er at gøre det nemmere for voksne at tale med børnene. - Mit håb er, at det bliver lettere for os fjumrede voksne at tale om den døde. Mange voksne er bange for at tale med børnene om den, de har mistet, for de er bange for, at barnet bliver ked af det. Men barnet er ked af det, fordi det har mistet en mor eller en far. Det er ikke ked af det, fordi man spørger, siger Rikke Høgsted. Bogen kan fungere som indgangsvinkel til at tale om den døde, hvilket er vigtigt for børnene - I vores kultur mangler vi ritualer omkring de døde. Og blandt andet derfor er det svært for os at tale om døden. Børnene beskriver tavsheden som noget af det værste bagefter, og det er vel fordi, vi tror, tavshed er bedst, eller fordi vi er bange for at gøre dem mere kede af det. Men det er misforstået omsorg at lade være med at tale om den døde. Børnene oplever det som illoyalitet over for den døde ikke at tale om dem, siger Rikke Høgsted. Nogle af siderne i bogen er sat af til gæsteforfattere, og det har Rikke Høgsted fået meget positiv respons på. Det giver nemlig de voksne mulighed for at hjælpe. - Det er ikke til at holde ud, når et barn mister. Vi voksne spørger altid, om vi kan hjælpe. Nu kan man sige til vennerne, at de faktisk kan hjælpe ved at skrive en historie om den døde. Børnene elsker siderne af gæsteforfattere. At høre andre fortælle gode historier om den døde er en stor kærlighedserklæring, siger Rikke Høgsted. Bogen skal nemlig fyldes med gode historier om livet, for på trods af det sørgelige udgangspunkt er tonen i bogen lys, så det er alle de gode historier om den døde, der kan blive fortalt. Ikke kun til børn En pige på 12 år, der har mistet sin mor, fortalte Rikke Høgsted, at det gode ved bogen er, at nu behøver hun ikke længere have det hele inde i hovedet, for nu står alting i bogen. Forfatteren har ofte talt med voksne mennesker, der som barn har mistet en forælder, og som ikke har en eneste levende erindring om den afdøde. - Børn kan være meget bange for at glemme den, de har mistet. Mit ærinde er at give barnet lejlighed til at tegne et levende og varmt billede af den, de har mistet. Bogen skal være et vidnesbyrd, så når børnene bliver ældre, kan de tage den frem og sige, engang kunne jeg godt selv huske vedkommende, siger Rikke Høgsted. På de tilbagemeldinger Rikke Høgsted har fået, har det imidlertid vist sig, at det ikke kun er børn, der har glæde af en mindebog. Hun har hørt om flere, der har udfyldt bogen med minder om personer, der er døde for længe siden. - Jeg hørte om en bedstemor, der sammen med sine børnebørn ville udfylde bogen om bedstefaren, så børnebørnene kunne lære bedstefaren at kende. Men det stod meget hurtigt klart, at det ikke kun var for børnebørnenes skyld. Det var helt tydeligt, at hun også brugte bogen til aktiv sorgbearbejdning, fortæller Rikke Høgsted. Med den slags kommentarer er det tydeligt, at bogen opfylder et behov hos mange danskere. Et behov for at gøre det legitimt at tale om de døde og at mindes dem på en positiv måde. For børnene skal bogen også fungere som et springbræt for at komme videre i livet. - Det vigtige er, at bogen bliver til rigtig gode historier om livet, man havde sammen - både hverdagen og de særlige øjeblikke. Historierne skal hjælpe børnene med at huske fortiden, for når de gør det, tør de bedre være åbne over for fremtiden. Samtidig skaber bogen et fællesskab om det at være ked af det. Børnene kan se, at der er mange andre mennesker, der elskede den døde, og som også er kede af det, og så bliver det lettere at leve med, siger Rikke Høgsted. "Til minde om - En mindebog til børn og unge, der har mistet" Bogen er udviklet af Rikke Høgsted og designet af Alette Bertelsen. Udgivet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Landsforeningen Liv & Død. Udkommet på forlaget Aschehoug og koster 229 kroner. Du kan læse mere om bogen på hjemmesiden www.tilmindeom.dk.