Hjælp Dansk Flygtningehjælp i Sindal til at hjælpe andre

Niels Helver
Dansk Flygtningehjælp hjælper flygtninge i deres nærområder til et bedre liv. Foto: Privatfoto
1. november 2016 13:06

Lige nu raser kampene om storbyen Mosul i Irak. Det frygtes, at over 1 million civile mænd, kvinder og børn vil blive tvunget på flugt i området. Dansk Flygtningehjælp er til stede i Irak og står klar til at tage imod med nødhjælp og beskyttelse. Ligesom Dansk Flygtningehjælp også arbejder andre steder som Syrien og Sydsudan med at hjælpe flygtninge i deres nærområder.

At hjælpe koster penge, mange penge. Derfor går Dansk Flygtningehjælp nu fra hus til hus i Sindal og andre steder i landet søndag den 6. november for at samle penge ind til de mange flygtninge, som trænger til hjælp med helt basale behov som mad, vand og husly.

Indsamlingen i Sindal gl. kommune bliver koordineret af Frank Jepsen, Hanne og Hartvig Weber-Hansen, og de arbejder på højtryk for at finde nogle, der er villige til at ofre 3 timer af deres søndag på at hjælpe en flygtning til et bedre liv.

Det kniber med at finde indsamlere, så lige nu er der mange ledige ruter.

- Vi står klar til at tage imod dem, som har lyst til en hyggelig søndag, hvor de samler ind og samtidig hjælper andre. Er der specielle ønsker om en bestemt rute eller område, så finder vi noget, der passer. Alle er meget velkommen, og jeg håber, der melder sig rigtig mange, siger Hartvig Weber Hansen.

Indsamlingen starter fra Sindal Baptistkirke, Nørregade 26, søndag den 6. november, hvor indsamlerne mødes mellem klokken 10 og 11 for at få udleveret materialer og indsamlingsbøtter, inden de går ud på deres ruter.

Man kan melde sig som indsamler ved at kontakte Hartvig Weber-Hansen på telefon 2045 3370 eller på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside www.flygtning.dk/landsindsamling eller ved at melde sig på selve dagen i Baptistkirken.

Alle kan melde sig som indsamler. Børn under 11 år skal dog følges med en voksen, og børn og unge mellem 11 og 18 skal følges ad to og to.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...