Hjælp er slået fejl i Afghanistan

Kabul: 2009 bliver et sort år i Afghanistan, mener Christian Jepsen, som er informationsarbejder i den danske hjælpeorganisation DACAAR, som i 20 år har gennemført civile projekter i Afghanistan - især i landområder. Der er uro før præsidentvalget, befolkningen er træt af udbredt korruption. I den sydlige Helmandprovins forsøger oprørere at holde især piger ude af skoler, og der er for lidt politi, siger han til Ritzau fra hovedstaden Kabul. Samtidig vurderer en rapport fra den danske regering, at indsatsen i 2008 i Afghanistans farlige Helmandprovins i 2008 er meget langt fra at nå sine mål, skriver Politiken. Hverken forsvarsminister Søren Gade (V) eller udenrigsminister Per Stig Møller (K) vil kommentere indsatsen, før rapporten er fremlagt i Udenrigspolitisk Nævn. Trods de dystre udsigter støttes indsatsen af udenrigsordførerne Mogens Lykketoft (S), Morten Helveg Petersen (R) og Tom Behnke (K). DACAAR arbejder i 14 af Afghanistans 34 provinser, men ikke i Helmand eller Kandahar. - Dette år ser sort ud med præsidentvalget og udvidelsen af USA's tropper. Vort synspunkt er, at man skal skabe udvikling i de kæmpestore landområder, hvor 80 procent af befolkningen bor. Mange steder har de stort set ikke mærket noget til den vestlige indsats. Lokalbefolkningen skal inddrages, siger Christian Jepsen. Afghanistan har for lidt politi, og betjentene er dårligt uddannede og lavt lønnede. Der er lovende udsigter med at indsætte store styrker fra provinsen og uddanne dem, påpeger Christian Jepsen. Skolegangen er især ramt sydpå i Helmand, mens mange piger og drenge går i skole i Kabul og andre provinser mod nord, vest og øst. Opium dyrkes især i Helmand, men findes også i andre provinser. I provinsen Nangahar tæt ved Pakistan har guvernøren bekæmpet opiumsproduktion med hårdhændede metoder. - Vi står for det store lange seje træk, hvor landbefolkningen skal have ordentlige livsbetingelser med en blanding af afgrøder, som ikke er afhængig af, at der dyrkes opium, siger Christian Jepsen. Mange afghanere har mistillid til regeringen og ser skeptisk på udbredt korruption før præsidentvalget, hvor Hamid Karzai genopstiller. - Den almindelige holdning er, at apparatet er korrupt. Måske ikke Karzai selv, men der er rygter om ministre. Tilbage fra 2001 har krigsherrer beholdt deres position, og mange sidder i parlamentet. De har i stort omfang fået lov at betale deres private militser, siger Christian Jepsen. Samtidig kan der ventes flere bomber i de store byer, hvis amerikanerne sender 20.000-30.000 flere soldater til Afghanistan. Onsdag blev 26 personer dræbt i Kabul, hvor Taliban angreb tre regeringsbygninger, påpeger han./ritzau/ Se også Indsigt side 9