Hjælp - jeg har et problem

Kommentar af Hans Christensen Jeg har længe anet, at der var noget galt. Lørdag fandt jeg ud af, hvad det var. Der var håndbold i Arena Nord. Verdens bedste liga. De lokale heltinder fra FOX skulle møde Anja Anderledes & Co. fra Slagelse, men skulle jeg tage op og se kampen live eller blive hjemme og følge det på TV2? Live og tæt på, så jeg kunne se, høre, lugte, ja, måske ligefrem røre ved stjernerne - eller tv-udgaven tilbagelænet fra stuens bedste liggestol med eftermiddagskaffen og aviserne i behagelig rækkevidde? Noget af et dilemma, indtil jeg fik en genial idé: På to af husstandens fire tv-apparater har vi tilkoblet en videooptager, så jeg optog hele hunbold-sceancen og nåede begge udgaver. Tv-udgaven ganske vist først efter at jeg havde været til Tordenskioldsdage på havnen. Pyha, det gik så denne gang. Men hermed er problemet ikke løst. For hvad skal jeg bruge mine spareskillinger på de næste måneder? Jeg er vild med moderne rytmisk musik, men skal jeg gå til Kim Larsen-koncert? Eller skal jeg vælge Sanne Salomonsen? Eller Big Fat Snake? Allesammen kommer jo og spiller i Det Musiske Hus. For slet ikke at tale om D-A-D i Arena Nord - for slet slet ikke at tale om Flemming "Bamse" Jørgensen, Tina Dickow, Carpark North og alle de andre semistjerner, jeg også gerne vil høre. Man bliver jo ruineret, for slet ikke at tale om al den tid, det tager. Hvad har de tænkt sig, alle disse eventmagere, der propfodrer os med kulturelle tilbud. Nej, så var det nemmere i gamle dage. I de gode gamle dage, da det kulturelle valg stod mellem at tage en tur til Hjørring og høre levende musik på Sysseltinget - eller at blive hjemme i "Frasavn" og gå en tur gennem Lodsgade en fredag aften og få et par på skrinet - eller en tur på Lygten og få to par på skrinet. Åh jo, vi havde også to biografer. I dag er der så én biograf med fire sale. Man risikerer at fare vild - eller at gå ind til "den forkerte film". Sæt nu at det er premieren på en af disse mange opreklamerede danske film. For slet ikke at tale om Nordisk Filmfestival til november. 60 films på tre dage. De må jo være bindegale. Nej, så var det nemmere i de gode gamle dage. Da der kun var én tv-kanal. Og tv-avisen sendte én gang i døgnet. I sort-hvid. Og så til mit egentlige problem: Det er svært at bevare pessimismen, det er det altså. Det var lettere i gamle dage. De gode gamle dage, da Frederikshavn gik i sort og arbejdere gik i blå kedeldragter. Altså rigtige arbejdere. Ikke de dersens arbejdsløse arbejdere, der fandt på alle mulige hundekunster. I dag er det jo ikke til at kende forskel på rigtige arbejdere og så alle disse event-jægere, der tror, at vi kan leve af at klippe, kildre, barbere, massere, ondulere, servicere og underholde hinanden. Og som påstår, at det slet ikke går så ringe endda - ja, lige bortset fra det med pessimismen, altså ...