Dyr

Hjælp mig med skjolderne!

?Det forholder sig sådan, at jeg for 25 år siden havde løbesod i min skorsten. Jeg fik skorstenen rettet ud og sat isokern indeni. Det hjalp. For nylig fjernede jeg maling og tapet og bankede den pudsede mur ren. Så vandskurede jeg væggene og helvede brød løs: Mørke skjolder fra gammel løbesod trænger ud igennem vandskuringen – pokkers irriterende med den knokkel, jeg har lagt for dagen. Konen har ønsket, at væggen skal være hvid – gerne malet, har du en ide til hvordan det kan lykkes, uden at skjolderne også trænger igennem det? På forhånd tak Iver Christensen !Jeg forstår til fulde din frustration. Her går man og pukler og gør alting åh-så omhyggeligt - ikke et eneste lille gærde hopper man over, hvor det er lavest - nix, for denne gang skal det dælme bare være i orden! Og så virker lortet alligevel ikke - jeg tror, at det er sådanne oplevelser, som gør folk til terrorister ... Og nu står jeg så i den situation, at skulle overbringe en meddelelse, som sandsynligvis vil bringe dig endnu længere ud i de mentale tove - nej, lad mig sige det på den måde, at jeg har en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed går ud på, at jeg har en løsning - skorstenen skal bare pudses med Vandex. Den dårlige nyhed er, at du først skal banke vandskuringen væk ... Og når du er færdig med at sige satan, fanme og sg'u - og tisse-lorte-lort, du kan nok rigtigt i dag - så er du måske klar til at læse videre? Sagen er, at du skal have en ren cementmørtel (sand og cement) helt ind på de bare mursten og 20 mm ind i fugerne - den kan nemlig bære det tynde lag Vandex-mørtel, som til gengæld kan holde løbesoden stangen for tid og evighed. Løbesod er nemlig sod blandet med en smule tjære og en hel del vand - og når du får skjolder uden på vandskuringen, er det fordi fugt uden problemer trækker sod med ud igennem den relativt porøse puds. Cementmørtel med Vandex er derimod uigennemtrængeligt - men hvis den pudses uden på din "svage" vandskuring, vil denne langsomt gå til, så det hele ender med at rasle af væggen. Såh - jeg beklager, men du skal altså forfra, hvis tingene skal laves efter bogen. På www.Vandex.dk kan du finde en præcis arbejdsbeskrivelse. Personligt kunne jeg dog godt finde på - for én gangs skyld at forsøge med en futtelihut-løsing. Du kunne jo smøre væggen med vandglas (eller silikat-grunder) og håbe det bedste. Det kan da ikke skade noget, og hvis det kun holder i nogle år, har du da købt dig lidt respit. Kjeld Bjerre