Hjælp på den tunge vej ud i ledighed

PANDRUP:AF Nordjylland og Kvindeligt Arbejderforbund Aalborg (KAD) mødte i går op på Flextronics i Pandrup for at forberede 250 ud af de godt 500 afskedigede medarbejdere på den kommende arbejdsløshed. Medarbejderne mødte således op i grupper først hos KAD, hvor de blandt andet fik hjælp til at udfylde ledighedserklæringer samt få svar på mange spørgsmål. Herefter gik turen til AF, som ydede hjælp til at blive tilmeldt AF samt at udforme et CV, altså en liste over personlige kvalifikationer og erfaringer. Formålet med AF's og KAD's tilstedeværelse er at sørge for, at overgangen til arbejdsløshed bliver så ukompliceret som muligt. - Jeg tror, at det giver en større tryghed, at medarbejderne sidder i samme lokale og er fælles om at udfylde alle papirerne. Det er jo i forvejen svært nok at blive ledig, så det her gør forhåbentlig en sørgelig tid lidt nemmere, siger formand for KAD Aalborg, Mariann Larsen, der tilføjer, at det rent praktisk også er mere hensigtsmæssigt. - Det er gode forhold i en trist situation, i stedet for at medarbejderne skal stå i kø ud på gaden den første dag, de er ledige, tilføjer hun. AF tilbød vejledning i at skrive CV, fordi det har en stor betydning, når man er ledig, fortæller Kim Borup fra AF-Aalborg. - Et CV skal være personligt og fungere fra første dag. Mange tager lidt løst på det og lader andre skrive det, og så får de ikke noget ud af det, siger han. Også Kim Borup mener, at det er bedre at møde medarbejderne på arbejdspladsen, fordi det giver systemet et mere menneskeligt ansigt. Flextronics har stillet lokaler til rådighed for AF og KAD, og medarbejderne kan bruge arbejdstiden til at blive guidet til den bedste start på arbejdsløsheden. - Vi vil gerne bidrage til, at medarbejderne kommer så godt igennem denne kedelige situation, for det er jo medarbejdere, vi gerne vil have igen, hvis der skulle være brug for arbejdskraft på et senere tidspunkt, siger produktionschef Niels Ole Jeppesen. Pandrup Kommune havde også stillet en socialrådgiver til rådighed for dem, der ikke er berettiget til understøttelse og dermed skal på kontanthjælp.