Aalborg

Hjælp på vej til Børnenes Kontor

AALBORG:Det gik lige i hjertet på Lone Christensen, da hun i går læste NORDJYSKE Stiftstidende. Her kunne hun se, at Børnenes Kontor i Aalborg får et underskud på 50.000 kr., fordi mange familier i år har bedt kontoret om hjælp i julen. - Jeg synes egentlig, at det er forfærdeligt, at der er så mange mennesker, der har så dårlige kår i Danmark, siger Lone Christensen fra DTP Nord. Derfor sætter hun nu gang i en indsamling, der skal dække hullet i kassen hos Børnenes Kontor. Lone Christensen vil simpelthen tage kontakt til større arbejdspladser og få dem til at sælge julekort blandt de ansatte. Dermed kan man sende en hilsen til Børnenes Kontor, samtidig med, at man giver et beløb til organisationen. Lone Christensen har allerede fået flere positive tilbagemeldinger fra forretningsforbindelser, og hun er sikker på, at det nok skal lykkes at få samlet de 50.000 kr. sammen.Schou