Hjælp på vej til rustne lig i hele verden GLOBALISERING:Automekanikeren i Klokkerholm lagde grunden til en verdensomspændende forretning i karosseridele

KLOKKERHOLM:Hver fredag afgår en eller to lastvogne fra foden af Den jyske Ås med kurs mod Ungarn. Under presseningen medfører de i tusindvis af stumper til ungarske bilejere, som ved at købe de nordjyske reparationsdele kan spare mange penge på værkstedsregningen. Ikke overraskende består fidusen i at anvende produkterne fra Klokkerholm Karosseridele, at de er billigere. Og det kan være op til 10 gange så dyrt at købe bilfabrikanternes originale reservedele. Først og fremmest fordi originaldelene leveres som hele skærme eller døre, hvor den nordjyske fabrik nøjes med at fremstille præcis de skærmkanter eller paneler, som rust eller småskader har gjort det af med. Og det er ikke kun ungarerne, der har fundet ud af, at man skal til Vendsyssel for at skaffe sig de fornødne stumper til over 900 forskellige bilmodeller. Telefonerne gløder konstant i salgsafdelingen i Kokkerholm. Grossister i først og fremmest Skandinavien - heraf 300 alene i Danmark - men også det øvrige Nordeuropa og gennem de sidste 10 år især Østeuropa er blandt kunderne hos Klokkerholm-virksomheden, som gik ind i globaliseringens tidsalder længe før det blev moderne. I de de kommende år venter direktør Søren Juhl sig især meget af landene endnu længere østpå - Rusland, Hviderusland og Ukraine - men også fjernere USA- hvor de gamle VW-bobler er endnu mere kult end herhjemme - og Mellemøsten tegner sig for voksende markedsandele. I den sammenhæng spiller det ind, at Klokkerholm Karosseridele globalt er den dominerende leverandør. Tilbage i tiden var der alene i Danmark over 20 producenter af karosseridele. Men efter at den største hjemlige konkurrent - Europarts i Viborg - blev overtaget i februar i år er der kun en anden dansk leverandør tilbage - Nordjysk Reservedelslager i Aalborg - og derudover findes nogle ganske få firmaer rundt omkring i Europa, blandt andet i Tyskland, Kroatien og Serbien. Paradokset I takt med mere og mere rustbestandige biler, er det gået tilbage for branchen. Og så kan man jo undre sig over, hvordan det er gået til, at verdens største stumpeproducent til biler netop har overlevet i ikke-billandet Danmark. Det er der to forklaringer på. Den ene er den simple, at Danmark også er landet, hvor klimaet gennem tiden har tæret hårdt på bilparken, altså et stort hjemmemarked for delene, som i dag for 75 procents vedkommende eksporteres. Den anden årsag hedder Arne Andersen, som er manden bag produktionen i Klokkerholm. Han indledte i 1969 som mekaniker en lille produktion tilpassede stålplader - banket over ambolt til de biler, de lokale oftest kom med for at lavet rustarbejder på. Han ejer fortsat en halvpart i virksomheden, selv om han for tre-fire-får siden trak sig definitivt tilbage fra den daglige drift. Bortset fra nogle kontroverser med forskellige franske bilmærker for år tilbage er det foregået i fuld forståelse med bilproducenter. Toptrimmet fabrik I tidens løb er produktionenblevet mere og mere raffineret med plader bukket over støbejernsværktøjer fremstillet med stor præcision på basis af indkøbte originaldele. Mere end 100 millioner kroner er igennem årene investeret i moderne maskineri, og med laserskærere og andet avanceret elektronisk udstyr har virksomheden i dag opnået et toptrimmet, effektivt flow gennem fabrikken. Og så hører det med i billedet, at virksomheden ud over 3000 selvproducerede emner også har 13.000 varenumre fra mere end 70 leverandører i ind- og udland, herunder flere lokale partnere, blandt andet Fjerritslev Karosseridele. Det trykte katalog er i sig selv en sværvægter på stør-relse med et par mursten. Fra et stigende antal producenter i Kina, Taiwan og Sydkorea købes især store dele såsom kølerhjelme, bagklapper og kofangerpartier og mere sammensatte komponenter som lygter. Bildele til Østen Årligt sendes over 100 store containere ad søvejen fra Fjernøsten, ligesom italienske og spanske leverandører også kender vejen til Klokkerholm. En kæmpemæssig logistikopgave, som håndteres med stor professionalisme fra den lille købstadsagtige landsby i Vendsyssels hjerte. Sidste år blev der produceret 600.000 enkeltdele, i år ventes tallet efter overtagelsen af Europarts-reservedelene at stige til 900.000 og i 2006 er målet 1,2 millioner med udsigt til yderligere en stigning til 1,5 millioner styk i 2007. Omsætningen har passeret 160 millioner kroner og medarbejdertallet nærmer sig hastigt de 100. Så selv om Klokkerholm-selskabet ikke helt kan leve højt på det gamle udsagn om, at "Rust never sleeps" (en albumtitel fra rockmusikeren Neil Young), så er der stadig meget at gøre for Søren Juhl & Co. - Vi ved jo, at alene markedet for forsikringsskader i Europa udgør over 50 milliarder kroner, og kunne man bare sikre sig én procent, så ville vores grundlag være sikret mange år ud i fremtiden, fastslår Klokkerholm-direktøren, og dermed er dagsordenen også sat for de kommende år.