EMNER

Hjælp revolution

Tunesiens Jasmin-revolution er den vigtigste begivenhed i den arabiske verden siden afkoloniseringen. Men "revolutionen" er skrøbelig, og det gamle regimes støtter sidder fortsat på en række nøgleposter, ligesom militæret er en "dark horse". Det interessante spørgsmål er derfor, hvad vi i den aktuelle situation kan gøre fra europæisk og dansk side for at fremme demokratiske forbedringer.

EU har mange muligheder for at gøre sin indflydelse gældende. Alene af den grund at vi er regionens største samhandelspartner. Problemet er, at EU står splittet i dette spørgsmål, jf. Frankrigs støtte til den flygtende præsident Ben Al. Ligesom det vanskeliggør situationen, at hvis EU trækker sig, står andre lande klar til at overtage EU's rolle: Kina selvfølgelig som overalt, men også Rusland og måske Brasilien og Indien. Gadaffi i Libyen vil også gøre sin indflydelse gældende. Han har allerede erklæret, at han vil gøre alt for at få sin gamle ven Ben Ali tilbage til magten i Tunesien. Men dette må ikke føre til fortsat europæisk passivitet. Opgaven må nu være at omsætte vor økonomiske indflydelse til politiske indflydelse. Vi har prøvet det før: EU har tidligere været mere end god til at bringe stabilitet, økonomisk udvikling og demokratiske fremskridt til regioner med undertrykkelse og diskrimination på bagsmækken - f.eks. i Østeuropa og Tyrkiet. Her lovede vi landene medlemskab, hvis de demokratiserede sig. Vist er medlemskab af EU ikke aktuelt for Tunesien - prøv at se på et landkort! - men et tilbud om at knytte de arabiske lande nærmere til os og styrke de associerings- og individuelle aftaler, landene har med EU, kunne være en vigtig gulerod. Der bør være tale om præmier i form af øget støtte til landbrug, industri, handelsfremme, økonomisk samarbejde, investeringer, politisk indflydelse osv. - Ledsaget ikke som nu af uforpligtede skåltaler, men af håndfaste krav om konkrete fremskridt på demokrati- og menneskerettighedsområdet. Økonomisk støtte bør kun komme til udbetaling, såfremt der sker konkrete fremskridt, når det gælder forsamlings-, forenings- og ytringsfrihed og en afskaffelse af tortur Vi bør fra EU's side også se på reglerne for at få visum til EU. I dag er det langsommeligt og dyrt at få visum, også for unge som skal studere eller deltage på konferencer og udvekslinger. EU har netop fjernet visumkravet for indbyggere fra fattige lande som Albanien og Bosnien. I det mindste bør vi se på, om EU ikke kan gøre det gratis for tunesere at få Schengen-visum. Det ville være et beskedent bidrag til det unge og skrøbelig demokrati - som ville have en enorm symbolsk og folkelig betydning. Endelig bør civilsamfundet på banen. Masser af mennesker i den arabiske verden har ikke noget håb for dem selv og deres børn og børnebørn. Det er baggrunden for selvmordsaktionerne, for at unge mennesker sætter ild på sig selv og for at 3-4 lig hver dag skyller ind på strandene i Sydfrankrig og Spanien; flygtninge der desperat har forsøgt at flygte over Middelhavet i overfyldte og usikre fartøjer. EU bør komme på banen med tilbud om samarbejde med det civilsamfund, der er i disse dage og uger udvikler sig i Tunesien. Tuneserne er veluddannede og har demokratisk bevidsthed. Der er fagforeninger, lokale råd, kvindegrupper, græsrødder og menneskerettighedsbevægelser, som vi bør samarbejde med og støtte. I det hele taget bør vi støtte kontakter og samarbejde på alle niveauer og områder - om det så er Tunesien som mål for sommerferien. Det er utroligt vigtigt, at tuneserne ikke føler, at vi vender dem rygge i den aktuelle situation - men at vi tværtimod interesserer os for og sympatiserer med deres jasmin-revolution. Samtidig ville turiststrømmen være et kærkomment tilskud til Tunesiens økonomi. Det vil også være oplagt at foreslå udsendelsen af en EU-fredsbevarende styrke, som bl.a. vil kunne sikre gennemførelsen af frie og retfærdige valg. Det vil tage tid at organisere en sådan styrke - men valgene bør under alle omstændigheder først afholdes om nogle måneder, således at også oppositionen får mulighed for at organisere sig. Under valgene bør der selvsagt være en massiv tilstedeværelse af internationale observatører. Her ligger der en særlig opgave for Danmark, som i princippet har både vilje og evne til at sætte en mere langsigtet demokratidagsorden. Vi har med vor demokratistøtte til de baltiske lande i 1990'erne vist, at det kan lade sig gøre. Hvis Danmark i stedet for som nu sammen med de andre EU-lande at støtte de diktatoriske regeringer i Mellemøsten på denne måde går ind og støtter frihedsoprøret kan vi - måske - være med til at lægge kimen til udviklingen af det første arabiske demokrati.