Hjælp til ældre med depression
Ældrekonsulenter tilbyder forebyggende hjemmebesøg for ældre

Ældrekonsulenterne Astrid Hummelmose, Ingeborg Kjeldsen og Mette Johansen har sammen med Ældre Sagen arrangeret foredrag om ældre og depression - til højre Solveig Skovrider fra Ældre Sagen. Foto: Kurt Bering Kurt Bering
BRØNDERSLEV:Ældre medborgere kan også blive ramt af depression. Men hvordan opdager man en depression - og hvad gør man, når sygdommen rammer.
Kommunens ældrekonsulenter - som tilbyder forebyggende hjemmebesøg til ældre over 75 år - har i samarbejde med Ældre Sagen arrangeret en aften i Sognegården i Brønderslev om ældre og depression.
Psykolog Birgitte Bendtsen er inviteret som aftenens foredragsholder.
Birgitte Bendtsen vil gennemgå depressionens symptomer og hvilke årsager, der kan udløse en depression. Hun vil desuden komme med råd til, hvordan den depressive ældre bedst kan hjælpe sig selv, og hvordan man som pårørende kan hjælpe den depressive.
Når vi ser bort fra demens-sygdomme, viser undersøgelser, at depressionen er den hyppigste og alvorligste sindslidelse blandt ældre.
- Derfor er det væsentligt, at vi alle er opmærksomme på eventuelle depressionstilstande - for depression er en farlig sygdom, lyder det fra Brønderslev Kommunes ældrekonsulenter.
Udsatte ældre
Ældrekonsulenterne kan være med til at opspore eventuelle tegn på depression, så der tidligt i forløbet kan iværksættes den nødvendige hjælp.
- I kraft af det lange liv, ældre har levet, har de også været igennem mange livskriser - de har måske haft rigtig mange tab i løbet af deres liv, og derfor vil det være en udsat gruppe i forhold til at kunne blive trist. Og det kan udvikle sig til depression, fortæller Ingeborg Kjeldsen, der er ældrekonsulent ved Brønderslev Kommune.
Samtaleemner ved de forebyggende hjemmebesøg kan eksempelvis handle om borgerens dagligdag, trivsel, socialt netværk, bolig, økonomi, sundhedstilstand og funktionsevne.
Foredraget om ældre og depression henvender sig til alle, der har interesse for emnet - og selvfølgelig især til ældre og deres pårørende.
Mødet holdes i Sognegården ved Brønderslev kirke onsdag 23. januar klokken 19.30, og man kan tilmelde sig arrangementet hos Grete Enevoldsen og Mogens Henningsen, Ældre Sagen i Brønderslev.
- Alle er hjertelig velkommen, understreger Solveig Skovrider fra Ældre Sagen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.