Hjælp til at komme online

Eksperter hjælper med at komme på nettet. Arkivfoto

Eksperter hjælper med at komme på nettet. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Fra mandag til søndag er der Get Online Week. Over hele Europa sætter kampagnen fokus på at give en hånd til de mennesker, der endnu ikke bruger internet i deres dagligdag.

I Brønderslev tilbyder Brønderslev Senior-it, som holder til på Sct. Georgs Gården, Nordens Alle 1, it-hjælp tre gange om ugen til ældre og nye brugere af it. Senior-it blev startet af nogle få frivillige i 2002 og har siden udviklet sig, så der i dag er 19 frivillige ildsjæle, som hver uge hjælper ældre borgere med it. Blandt andet kravet om den digitale postkasse har især skabt bekymring blandt landets it-svage ældre, der ikke føler sig klar til de nye digitale tider.

I Danmark, Holland og Sverige er henholdsvis 84, 83 og 81 pct. af de 16-74-årige på internettet dagligt. Sammenlignet med EU-gennemsnittet på 62 pct. er danskerne altså rigtig godt med.

Omkring 337.000 danskere mellem 16 og 89 år har aldrig været på internettet - heriblandt er langt de fleste ældre. Under Get Online Week gøres der en ekstra indsats for at gøre opmærksom på de målrettede læringsaktiviteter som finder sted på f.eks. biblioteker og datastuer for at få de sidste med.

- I 2013 var Brønderslev Senior-it sammen med 245 datastuer, biblioteker og oplysningsforbund over hele landet også med til at gøre en særlig indsats for at få flest mulig danskere introduceret til internettet. Målgruppen er fortsat ældre personer, som har brug for hjælp til at tage de første skridt på vejen mod at blive digitale. Lokalt vil der også mandag, tirsdag og torsdag kl. 9-12 i kampagneperioden hos Brønderslev Senior-it, være mulighed for at få udleveret brochurematerialer med information om it, mulighed for hjælp til computer og it og til at udforske internettets muligheder.

- Skulle interesserede deltagere selv have en bærbar computer, så medbring den venligst.

Get Online Week foregår i de fleste europæiske lande og sigter mod at nå ud til mere end 500.000 europæere.

I Danmark er det Digitaliseringsstyrelsen, der koordinerer kampagnen i et samarbejde med Telecenter Danmark, Danske Seniorer, Ældre Sagen og Kulturstyrelsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.