HELE LANDET: Siden opstarten i 2009 har Forbrugerrådets Gældsrådgivning givet rådgivning til mere end 2000 danskere, der havde brug for hjælp til at genoprette privatøkonomien.
Interessen for rådets gratis rådgivning er så stor, at ventetiden gennemsnitligt ligger mellem to og tre måneder, men en ny bevilling fra Socialministeriets satspulje skal forsøge at nedbringe ventetiden, det skriver taenk.dk.
- Vi oplever, at flere og flere borgere kommer til os, fordi de har mistet overblikket over deres økonomi og gerne vil have rådgivning om, hvordan de kommer ud af deres gæld. Vores målsætning er, at vi med den nye bevilling kan rådgive over 7000 danskere, der er havnet i privatøkonomiske problemer, siger Annette Mathiasen, der er leder af Forbrugerrådets Gældsrådgivning, til taenk.dk.
En positiv effekt
Gældsrådgivningen har i øjeblikket centre i Aalborg, Odense, Esbjerg og København, og en evaluering viser, at rådgivningen hjælper.
- 80 procent af brugerne oplever, at rådgivningen har haft en positiv effekt på deres livssituation. Gældsrådgivningen forsøger at give borgerne økonomisk overblik og er dermed med til at bryde den onde cirkel, som de gældsramte er havnet i, og de får dermed mere overskud til at tage sig af deres egen situation, siger Annette Mathiasen til taenk.dk.
Rådets gældsrådgivning består af 100 frivillige rådgivere med økonomisk, juridisk eller socialfaglig baggrund. Rådgivningen kan ske både per telefon og ved personlige møder.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.