Hjælp til ikke-religiøse
Forening arrangerer oplysningstur til kapeller, hvor de religiøse symboler er fjernet
AALBORG:I Aalborg er det muligt at sige den verden et sidste farvel uden at være omgivet af religiøse symboler.
Det vil Humanistisk Samfund Aalborg gerne rette fokus på, og derfor har foreningen onsdag 26. august arrangeret en tur til to kapeller i Aalborg.
Turen begynder på Østre Kirkegård i Vejgaard, hvor der er rundvisning i kapellet. Det er for nylig blevet ændret, så de religiøse symboler let kan fjernes.
Deltagerne bliver også sat ind i forløbet af en bisættelse og om krematoriet. Desuden vises kirkegårdens nye staudeafdeling frem. Her kan urner nedsættes uden anden markering end en lille stenplade. Efter besøget på Østre Kirkegård går turen videre til sygehuskapellet på Mølleparkvej.
Humanistisk Samfund Aalborg har en aftale med hospitalet om, at kapellet kan bruges til alle humanistiske bisættelser.
Humanistisk Samfund arrangerer ikke-religiøse begravelser, og turens sidste stop er Huset i Hasserisgade, hvor interesserede kan høre nærmere om mulighederne for ikke-religiøs begravelse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.