Aalborg

Hjælp til kriseramte

Med oprettelsen af Early Warning i 2007 har den danske regering tilført rådgivningssystemet en nyskabelse, der rådgiver kriseramte virksomheder gratis og uvildigt.

Organisationen bygger på et samarbejde mellem virksomhedskonsulenter i de regionale væksthuse og frivillige rådgivere, der rekrutteres blandt erfarne erhvervsledere, som arbejder gratis for at hjælpe betrængte kollegaer. I 2008 har Early Warning været i kontakt med over 400 virksomheder, heraf 36 i Nordjylland. Som en af de frivillige rådgivere i det nordjyske er det dejligt at kunne konstatere, at indsatsen er til glæde for mange små og mellemstore virksomheder. Jeg tror, en af grundene hertil er, at Early Warning udfylder et hul i markedet, fordi vi typisk henvender os til virksomheder, som normalt ikke vil benytte sig af strategisk rådgivning. Eller som måske blot ”nøjes” med at konsultere den revisor eller advokat, de i forvejen arbejder sammen med. Det sidste er der bestemt ikke noget galt i, og det kan som regel også være en god idé, hvis virksomheden er i krise. Men ligesom andre ”eksperter” kan revisorer og advokater typisk kun rådgive ud fra et forholdsvis snævert grundlag, og de har ikke specialviden om brancher, afsætningsproblemer og markedsforhold mv. I forhold til at udvikle virksomheden er det derfor andre rådgivere, der er behov for, og her har Early Warning vist sig at være en god mulighed. Med sin særlige organisationsform kan Early Warning nemlig hurtigt matche netop de specifikke behov, den kriseramte virksomhed har. Typisk vil virksomhedsejeren indledningsvis deltage i et eller to møder, hvor virksomhedens situation kortlægges. Det sker i samarbejde med en af erhvervskonsulenterne fra Væksthus Nordjylland, og derefter vil virksomhedsejeren få tilbudt at samarbejde med en frivillig rådgiver, der har nogle faglige og personlige kompetencer, som spiller præcist sammen med virksomhedens behov. Er der brug for specialviden på enkeltområder, kan den frivillige rådgiver hurtigt trække den ind via væksthusets gode netværk - eller ved at tage direkte kontakt til en kommerciel rådgiver, som har den relevante viden. På sigt vil dette utvivlsomt også have som konsekvens, at Early Warning vil stimulere flere af de små og mellemstore virksomheder til at benytte kommercielle rådgivere i større udstrækning end hidtil. Men fordelen ved Early Warning er ikke kun det fleksible set up, der understøtter virksomheden med en person med stor all round viden om det at lede en virksomhed – og med let adgang til specialistviden og mange forskellige udviklingsværktøjer. Mentalt betyder det nemlig i sig selv meget for virksomhedsejeren, at den frivillige rådgiver er en selvstændig erhvervsdrivende eller tidligere topleder, som umiddelbart taler det samme sprog. Og som – har det vist sig – psykologisk gør en forskel ved at virksomhedsejeren føler, at der bliver taget hånd om ham eller hende som person i en vanskelig situation. Derfor forener Early Warning både overblik og handlekraft, og det vil jeg gerne opfordre mange flere kriseramte virksomheder til at benytte sig af.