Hjælp til kulde-ghetto

Leder Nødvendig optøning på vej mellem regering og opposition i energispørgsmålet ...

Efter at have brændt temmelig megen politisk energi af på forpostfægtningerne, ser det ud til, at regeringen og de borgerlige partier omsider har forstået, at det er en rigtig god idé, hvis de begynder at forhandle energireform. Regeringen har barberet sin oprindelige økonomiske ramme på 5,6 milliarder kroner ned til 3,9 milliarder for at komme Venstre i møde. Det store oppositionsparti har så kun "betalt" 300 millioner for at flytte sig fra sit udgangspunkt på 3,6 milliarder kroner, der ellers ifølge energiordfører Lars Chr. Lilholt var "Venstres smertegrænse". Nu har hans formand Lars Løkke Rasmussen så sendt mildere vinde ind over det forfrosne politiske landskab. Det kan betyde et bredt forlig på tværs af det politiske ingenmandsland mellem rødt og blåt. Og det kan betyde, at regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, ikke kommer med til det store "housewarming party", for nu at formulere det på engelsk, men må nøjes med at stå ude i den politiske kulde og trykke næsen mod ruderne til de varme stuer. Det brede forlig er vigtigt, hvis både almindelige forbrugere og erhvervslivet skal kunne tro på langtidsholdbarheden og investere derefter. Venstre har derfor ikke kunnet lade som ingenting, når landbruget og erhvervslivets organisationer har pustet dem i nakken. Et smalt energiforlig mellem SRSF-regeringen og EL kunne formentlig godt have holdt miljøets fane højt, men samtidig ikke nå den jord med fødderne, hvor borgerne og jobbene er. Venstre havde derfor ikke noget alternativ, hvis partiet fortsat skulle bekræfte sin ansvarlighed. Men der kan stadig godt være 150.000 store dyr i åbenbaringen - oliefyrene i de dele af det såkaldte Udkantsdanmark, hvor der heller ikke er noget alternativ bortset fra investeringer i dyre jordvarmeanlæg. Her bliver der brug for politisk og økonomisk varmehjælp, hvis ikke også miljøhensynet skal bruges som løftestang til at vippe flere dele af Udkantsdanmark ud over kanten - for hvem kan overleve som omsorgssvigtet i en kulde-ghetto?