Socialforsorg

Hjælp til mænd i krise

Krisecenter for mænd vil også operere i Aalborg

AALBORG:Selvom det nordjyske krisecenter for mænd indtil for nylig lå i Frederikshavn, har centret i de seneste år fået flere og flere henvendelser fra Aalborg. Derfor leder man nu efter et egnet lejemål, som også kan rumme folk, der har akut behov for et sted at overnatte. - Vi har arbejdet med planerne om at flytte til Aalborg siden oktober måned sidste år, fortæller daglig leder Allan Bjarkhammer. - Jeg kører allerede en del i området, og derfor satser vi på at finde en lejlighed i byen i begyndelsen af juni eller juli, forklarer han. Krisecentret fungerer udelukkende ved hjælp af frivillig arbejdskraft, og det hjælper primært mænd, som ikke længere kan klare tilværelsen på egen hånd. - Der er selvfølgelig stadig en del, som er kommet ud i tovene på grund af alkohol- eller narkomisbrug, men vi får desværre også flere og flere, som har store psykiske problemer, fortæller Allan Bjarkhammar. Han har blandt andet været ude hos en mand, som sad med geværet for panden. Men efter en lang snak lykkedes det heldigvisvis, at få ham overtalt til at leve videre. - Vi hjælper så godt, vi kan, siger Bjarkhammar. - Vi har ikke noget budget eller egentligt behandlingstilbud, men vi henviser ofte til andre, og så hjælper vi også, når folk har brug for en bisidder ved henvendelse til de offentlige myndigheder, forklarer han. Krisevagterne besvarer gennemsnitligt tre opkald om dagen, og selvom der også er andre hjælpeorganisationer i byen, tror Bjarkhammar fortsat, der er brug for en mere. - Vi kan måske nogle ting, som de andre ikke kan, og så står vi også til råde 24 timer i døgnet, og det er ofte nødvendigt, når tingene brænder på, forklarer han. Krisecentret har netop fået 5000 kroner Socialministeriets paragraf-115-pulje. Og selvom det ikke er alverden, flader pengene på et særdeles tørt sted. - Vi har haft en del økonomiske problemer, indrømmer Allan Bjarkhammar. - Derfor blev vi også nødt til at lukke i Frederikshavn. Men vi drømmer fortsat om at starte et nyt kontor i Aalborg, for det er tilsyneladende dér, klienterne er, forklarer han.