Hjælp til mail og google

De ældre strømmede til Hjallerup Idrætscenter til årets seniormesse. Her kunne de besøgende blandt andet hente hjælp hos Senior-it til at få styr på computer, digitalkamera og scanner.

Jens Christian Vestergaard er glad for den nye scanner, som gør det muligt at scanne de gamle lysbilleder ind, så de bliver meget nemmere at håndtere. Foto: Bent Jakobsen

Jens Christian Vestergaard er glad for den nye scanner, som gør det muligt at scanne de gamle lysbilleder ind, så de bliver meget nemmere at håndtere. Foto: Bent Jakobsen

Der var hjælp at hente på seniormessen for de ældre, som har svært ved at finde rundt i computernes verden. Senior-it fra Brønderslev havde en stand på messen, hvor de havde opstillet computere, scanner, printer og webkamera. Så var det ellers bare med at komme med alle de spørgsmål, som har gjort det uoverskueligt at kaste sig over computeren. En af de frivillige hjælpere på messen var Jens Christian Vestergaard. Han søger sammen med resten af de frivillige for, at der fire dage om ugen er hjælp at hente hos Senior-it i Brønderslev Ungdomsskoles lokaler. 78-årige Jens Christian Vestergaard har arbejdet med it i sit arbejdsliv som landbrugskonsulent. Og selvom det efterhånden er en del år siden, han gik på pension, så har han holdt kundskaberne opdateret. Han har blandt andet været med til at hjælpe flere i gang med at bruge internettet. - Der kom en dame en dag. Det var hendes mand, der havde lært alt det med computere, og nu var han død. Hun ville gerne lære at sende e-mail til sine børnebørn i Australien og senere lære at bruge homebanking, giver Jens Christian Vestergaard som eksempel. Andre skal starte helt fra bunden og bruger den først tid på at skrive ting som sit eget og familiemedlemmernes navne for at lære tastaturet at kende. Bagefter kommer de til syvkabale for at blive fortrolige med musen. Mange ældre har styr på de grundlæggende ting som at skrive og sende en mail. Men der er altid nye udfordringer. - Næsten alle bedsteforældre har fået digitalkamera og har taget en masse billeder, og nu vil de vide, hvordan de får dem ud igen. Så vi har arbejdet med at fjerne røde øjne og den slags, fortæller Jens Christian Vestergaard. Det nyeste hit hos Senior-it er Jens Christian Vestergaard selv temmelig begejstret for. - Det nyeste er Googles oversættelse-program fra dansk til engelsk. Så kan man skrive julebrevet på dansk og køre det igennem programmet, og så er det klar til at sende til gamle udvekslingsstudenter, eller hvem man nu holder kontakt med.