EMNER

Hjælp til misbrugsramte familier på internettet

60.000 børn frygter julen på grund af forældrenes druk

KØBENHAVN: Fra den 16. til den 23. december vil nogle af Danmarks dygtigste misbrugsbehandlere, rådgivere og terapeuter tilbyde gratis og anonym rådgivning via internettet til familier med alkoholproblemer. Ved at klikke sig ind på www.hope.dk kan man skrive direkte til et ekspertpanel, som vil svare tilbage i løbet af 24 timer. Rådgivningstjenesten henvender sig til alkoholafhængige, storforbrugere af alkohol samt børn, unge og andre pårørende, der har problemerne tæt inde på livet. Sundhedsstyrelsen skønner at 500.000 danskere har et alkoholproblem, og at 60.000 børn vokser op i familier med misbrugsproblemer. Besøgstallet fra Hope.dk viser, at problemerne i de alkoholramte familier bliver mere synlige og påtrængende, når julen står for døren. Mens besøgstallet i sommermånederne typisk ligger på 400 daglige besøgende, er tallet nu oppe på 700 besøg pr. døgn. På Hope-hjemmesiden kan man også skrive sammen med ligestillede i debatfora og læse om andres oplevelser med alkoholproblemer. 16-årige Pia er en af dem, der ikke synes julen er "hjerternes fest". Hun kan ikke mindes en jul, der ikke blev spoleret af farens druk og efterfølgende tømmermænd. - Så da de andre børn gik og glædede sig til jul, gik jeg og tænkte på at skulle tilbringe 14 dage hjemme, væk fra skolen som var mit eneste tilflugtssted, det sted hvor far ikke kom, hvor jeg kunne være i fred, skriver Pia, som blandt andet har oplevet, at faren i sin julebrandert har forårsaget en juletræsbrand og uddelt tæsk både hende og de øvrige familiemedlemmer. - Man siger, at julen er hjerternes og børnenes fest - sådan er det ikke i den misbrugsramte familie, siger en af de personer, der sidder i panelet, klinisk oversygeplejerske og leder af Alkoholenheden på Rigshospitalet, Marianne Gunst-Møller, som opfordrer alle forældre med misbrugsproblemer til at søge hjælp. - Den bedste julegave man kan give sit barn, er at give barnet mulighed for at være barn og ikke voksen. Det gør man ved at søge hjælp til at komme ud af sin afhængighed. Det er ikke flovt at have et misbrugsproblem, men det er flovt ikke at gøre noget ved det, siger hun. /ritzau/