Hjælp til ordblinde

Farsø Efterskole med i landsdækkende forskningsprojekt

For de fleste ordblinde er det rigtig svært at lære at stave. Mange lærer det aldrig. Et nyt forskningsprojekt, som Farsø Efterskole med medinitiativtager til, skal hjælpe på problemet. Lone Primdahl, der sammen med sin mand Søren Dolmer er forstander på Farsø Efterskole, er med i styregruppen bag projektet, som Dansk Videnscenter for Ordblindhed står bag. - Kort fortalt, så handler det om at sætte fokus på ordblindes skriftlighed. Rigtig mange ordblinde får lært at læse, men det skriftlige er sværere at gøre noget ved. Derfor vil vi fokusere på, hvilken undervisningsform, der er gavnlig på det område, fortæller Lone Primdahl. 16 ordblinde-efterskoler er med i projektet, og de er blevet inddelt i to grupper. Alle skolerne benytter it-hjælpeprogrammet CD-ORD 5, men den ene gruppe skoler vil samtidig give eleverne ekstra stavetræning i en periode på tyve uger i begyndelsen af næste skoleår. Eleverne vil blive testet før og efter forløbet. Lone Primdahl vil ikke fortælle, hvilken af grupperne Farsø Efterskole tilhører. - Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at der er fokus på området, og så får vi forhåbentlig en større viden ud af det, siger hun. Skolen holdt generalforsamling forleden, og her nævnte forstanderparret et andet nyt tiltag på skolen. Siden august 2007 har skolen nemlig været røgfri. - Måske får vi nogle til at holde op med at ryge. Men det allervigtigste er, at vi ikke får udklækket nye rygere, siger Lone Primdahl. Ved slutningen af sidste skoleår fik eleverne i 9. klasse mulighed for at gå til eksamen i en lang række fag. Det gik rigtig godt, så nu er elever og lærere spændte på, om det kommer til at gå lige så godt i år. Farsø Efterskole har i dette skoleår 80 elever, og der bliver også fuldt hus næste skoleår. Lørdag 27. september kan skolen i øvrigt fejre 10 års jubilæum. Skolens bestyrelse fortsætter uændret efter generalforsamlingen. Det er fortsat Per Hylander, der er formand for skolen, og Christian Bach Iversen er næstformand.