EMNER

Hjælp til voksne børn af alkoholikere

Blå Kors åbner rådgivningscenter for udsatte unge i Frederikshavn

Når forældrene drikker får børnene problemer. Modelfoto

Når forældrene drikker får børnene problemer. Modelfoto

FREDERIKSHAVN:Mange unge og voksne børn af alkoholmisbrugere har store fysiske og psykiske problemer efter en opvækst i en familie, hvor far eller mor drak. Det er unge og voksne, som har brug for hjælp til at få bearbejdet den angst og smerte, de bærer rundt på. Nu kan de unge få den hjælp i Frederikshavn, Det sker når Terapi og rådgivning for Unge Børn af Alkoholafhængige åbner sit fjerde danske kontor i Frederikshavn. TUBA er en terapeutisk rådgivning for unge, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer. Personalet i TUBA er uddannede psykologer eller psykoterapeuter, som har en særlig viden om alkoholmisbrug og afhængighed - og i særdeleshed om konsekvenserne for de pårørende. TUBA hører under Blå Kors Danmark, som har til formål at hjælpe mennesker, der er i nød på grund af alkohol. Den første afdeling blev stiftet i København i november 1997. I efteråret 2002 åbnede to nye afdelinger i henholdsvis Århus og Hirtshals og nu åbner den fjerde afdeling i Frederikshavn. Siden TUBA"s start har flere hundrede unge og voksne børn af alkoholikere i alderen 14-35 år fået hjælp. Og behovet for terapeutisk rådgivning har vist sig at være så stort, at der er ventelister flere steder i landet. - Unge og voksne børn af alkoholikere er på mange måder en glemt og nedprioriteret gruppe i dagens Danmark. - Det er opsigtsvækkende, for det at vokse op i en familie med alkoholproblemer giver store sår på sjælen. - Samtidig ved vi, at det kan være svært at få øje på denne gruppe af udsatte unge, da der er megen tabu omkring at have forældre, der drikker eller har drukket, siger psykoterapeut Jane Boni Jensen. Hun er sammen med psykolog Ditte Sennicksen leder af TUBA Hirtshals og nu også TUBA Frederikshavn. Begge terapeuter har særlig viden om og erfaring med alkoholmisbrug og afhængighed og hvilke konsekvenser det har for børnene, som vokser op under disse forhold. Ifølge psykolog Ditte Sennicksen er TUBA"s målgruppe kendetegnet ved at de i hverdagen eller i perioder eksempelvis oplever lavt selvværd og selvtillid, angst, problemer med at sige til og fra, periodevise følelsesmæssige nedture samt oplever følelsesmæssig isolation og ensomhed. Tilbudet er gratis og det er muligt at være anonym.