Hjælp ved forsinket fly
Firma tilbyder assistance til at skaffe erstatning hjem

Ventetid i en lufthavn kan føles meget lang. Men i mange tilfælde er der en erstatning at hente.Scanpix Scanpix Denmark
KØBENHAVN:Hvis ens fly er forsinket, har man i mange tilfælde ret til at få erstatning fra flyselskabet.
Men det kan i praksis være en sej og kostbar kamp at få pengene udbetalt.
Derfor tilbyder Flyforsinkelse.dk nu at hjælpe ramte passagerer med at føre sag mod selskaberne.
Det sker efter en model, som er velkendt i blandt andet Tyskland, hvor Flightright.de indtil videre har hjulpet flere end 60.000 passagerer til at opnå erstatning. Også flypassagerer i England og Holland har lignende muligheder
Hovedprincippet er, at man på hjemmesiden www.flyforsinkelse.dk kan teste, om man er berettiget til en erstatning.
Er man det, kan man overlade det til Flyforsinkelse.dk at føre sagen, hvilket kun koster noget, hvis det lykkes for firmaet at hive en erstatning hjem.
I så fald koster det 25 procent plus moms af erstatningsbeløbet. Det vil sige, at noget nær en tredjedel af erstatningen går til firmaet. Til gengæld slipper man for al besværet.
De gældende regler på området blev vedtaget af EU i 2004 og er efterfølgende blevet præciseret gennem en række retssager, som stort set alle har tilgodeset forbrugeren.
EU-reglerne omfatter flyrejser til/fra/mellem alle EU-lande samt Norge, Island og Schweiz, og de gælder såvel rutefly som charterfly.
Mulighederne for at få erstatning, hvis ens fly enten er blevet aflyst, er forsinket mere end tre timer eller er overbooket, så man ikke kommer med, er normalt gode, lyder det fra Flyforsinkelse.dk.
Dog bør man huske, at der ingen erstatning er at hente, hvis forsinkelsen skyldes ekstraordinære omstændigheder (force majeure), der ligger uden for flyselskabets kontrol, såsom dårligt vejr, strejke, krig og lignende.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.