Detailhandel

Hjælpen faldt på et tørt sted

Et juleeventyr om en tørretumbler i frit fald

AALBORG:Nich Nielsen emmer stadig af taknemlighed over den forståelse og hjælp, han har mødt i denne juletid, hvor vi skal være ekstra gode ved hinanden. Derfor har han kontaktet NORDJYSKE for at uddele en stor buket roser og delagtiggøre os andre i en usædvanlig historie. - Min kæreste og jeg fik af min kærestes søster og svoger foræret en tørretumbler i julegave, som vi selv skulle hente i Elgiganten, fortæller Nich Nielsen. - Jeg kunne selvfølgelig ikke have maskinen inde bag i min gamle Ford Sierra, men den venlige medarbejder fra vareudleveringen meddelte hurtigt, at jeg da blot kunne låne en trailer, kvit og frit. Det gjorde Nich så og fik vendt snuden på Ford og anhænger med tørretumbler mod hjemmet i Dollerup, men... - Jeg nåede i ro og mag til udkanten af Ellidshøj. Pludselig så jeg i bakspejlet en stor hvid firkant flyve bagud og nærmest hoppe hen ad vejbanen. Det var tumbleren, der var ¿stået af¿, fortæller Nich Nielsen. Først var han rystet ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis tørretumbleren havde ramt en bil eller cyklist. Så fik han samlet sig og samlet resterne af det, der kort forinden havde været en spritny tørretumbler, og kørte tilbage til Elgiganten, hvor en meget bleg Nich Nielsen mødte personalet og i første omgang blot fik fremstammet: - Den blæste af. Nich fik dog fortalt hele historien og måtte svare benægtende på spørgsmålet om, han var forsikret mod slige skader. - Jeg blev bedt om at vente, og to minutter senere kom medarbejderen tilbage med en hilsen fra varehuschefen og en besked om, at vi fik en ny maskine. - Jeg ved godt, at det nok ikke er at regne for Verdens undergang for sådan en stor butikskæde at forære en tørretumbler væk. Men for os har denne oplevelse været helt enestående. Og jeg kan love, jeg vil fortælle denne historie flittigt, understreger den glade ejer af en gratis tørretumbler.-tin