Hjælpende hånd til HK

Aabybro HK's kvinder i 3. division fik en uventet hjælpende hånd fra Sæby i bestræbelserne på at rykke direkte op i 2. division.

Midterholdet Sæby præsterede nemlig at vinde over hidtil ubesejrede Frederikshavn. Det betyder, at Aabybro kan rykke direkte op, hvis holdet vinder de resterende kampe. Første opgave er allerede i aften, hvor netop Sæby kommer på besøg i Aabybro Hallen. - Sæby er et hold bestående af kloge og rutinerede spillere. Det er et hold, vi skal have respekt for, men Sæby er ikke et bedre hold end Aabybro og de kan i hvert fald ikke løbe fra os, siger assistenttræner Claus Simonsen. I weekenden leverede Aabybro en pragtpræstation, da Nibe blev sendt hjem med et nederlag på ikke mindre end 38-16. Sejren blev grundlagt i første halvleg på eminent forsvarsspil og hurtige kontraer. Ved pausen førte hjemmeholdet 19-4. To af Nibes mål var endda på straffekast. I anden halvleg blev der fra Aabybros side skruet en anelse ned for tempoet. - Alle fik spilletid, så alle er klar til de sidste og meget vigtige kampe, fortæller Claus Simonsen. Camilla Søndergaard scorede otte mål. Pernille Larsen syv, Mette Rosenkilde og Helene Mortensen begge seks mål. Vinder Aabybro i aften over Sæby, er holdet kun et enkelt point efter Frederikshavn, som Aabybro møder 19. marts i Aabybro Hallen.