Detailhandel

Hjælpende hånd til kassedamerne

Studerende gav gode råd til ansatte i ni supermarkeder

Kasseassistent Helle Mortensen på sin arbejdsplads overvåget af Malene Sulkjær (til venstre) og Lene Larsen.Foto: Lars Pauli

Kasseassistent Helle Mortensen på sin arbejdsplads overvåget af Malene Sulkjær (til venstre) og Lene Larsen.Foto: Lars Pauli

Kasseassistenternes mange ensidige gentagne bevægelser kombineret med dårlige vaner kan meget let ende med ondt i ryggen og skuldre, snurren i arme eller dårligt blodomløb i benene med mange sygedage til følge. Derfor har University College Nordjylland aftalt med ni aalborgensiske supermarkeder, at 20 ergoterapeutstuderende fra skolen i går kunne tage på et "kassetjek" for at give kasseassistenterne gode råd til at få en bedre arbejdsdag. De studerende fra 6. semester har tidligere arbejdet med arbejdsmiljø og arbejdet sammen med fysioterapeutstuderende. Men det er første gang samarbejdet med supermarkederne finder sted. - Vi vil observere kasseassistenternes arbejdsstillinger. Se om stolene er indstillede korrekt, og om de sidder ordentligt. Vi skal se, om der plads rundt om dem, siger Malene Sulkjær, der sammen med Lene Larsen var på besøg i Føtex i Slotsgade. For eksempel skal sædet på stolen helst hælde lidt og indstillet, så der er plads til en knytnæve mellem sædets kant og bagsiden af knæet. - Vi skal holde øje med, om de foretager uhensigtsmæssige bevægelser, og om de har tillagt sig nogle dårlige vaner, som vil komme dem til skade, forklarer Malene Sulkjær. - Man kan let slide sig selv op, hvis man foretager mange ensidige gentagne bevægelser, tilføjer hun. Det kan kasseassistent gennem snart 12 år, Helle Mortensen, nikke genkendende til. Hun har to gange tidligere haft en diskosprolaps, som begge er arbejdsbetingede lidelser. Derfor har hun nu også en ekstra pude i ryggen, og træner ryggen tre gange om ugen. - Jeg synes, det er dejligt, jeg får gennemgået mine arbejdsstillinger. Jeg føler, at jeg sidder rigtigt, men der kan godt være ting, som jeg skal ændre eller tænke over og gøre anderledes. Når man har haft dette arbejde så lang tid, som jeg har, så kan man ikke undgå at tillægge sig dårlige vaner, lægger Helle Mortensen ikke skjul på. Føtex var ikke sen til at takke ja til tilbuddet om at få foretaget et "kassetjek". - Vi vil jo gerne give kasseassistenterne et bedre arbejdsmiljø. Det er vigtigt, at de kan lide at gå på job og ikke ødelægger sig selv. Med et godt arbejdsmiljø undgår vi mange sygemeldinger og hyppig udskiftning i medarbejderskaren, konstaterer serviceleder Kenneth Søndergaard.