EMNER

Hjælpepræst skifter sogne

Det bliver Birgit Lundholm Jensen, Næsborg, der får stillingen som ny hjælpepræst i Overlade og Farsø sogne.

BIRGIT LUNDHOLM JENSEN forlader sin stilling i Aars sogn for at blive hjælpepræst i Overlade og Farsø sogne. Arkivfoto

BIRGIT LUNDHOLM JENSEN forlader sin stilling i Aars sogn for at blive hjælpepræst i Overlade og Farsø sogne. Arkivfoto

Hun har i øjeblikket en halvtidsstilling som hjælpepræst i Aars sogn, og her efterlader hun således et ledigt job, der nu skal findes en anden til at udfylde. Birgit Lundholm Jensen har været fastansat hjælpepræst i Aars siden efteråret 2002. Hun bor privat i Næsborg og er godt tilfreds med at have et job uden bopælspligt. Hun har også været glad for arbejdet i Aars, hvor hun blandt andet har haft et konfirmandhold. Selv om hun stopper pr. 1. april, har hun lovet at gøre undervisningen færdig og selv konfirmere holdet 2. maj. - Nu har jeg været godt seks år i Aars, så det er simpelthen for at prøve noget andet, når nu lejligheden byder sig, siger hun. Ud over halvtidsstillingen i Aars, har Birgit Lundholm Jensen samtidig en midlertidig 30 procents stilling som hjælpepræst for Anna Margrethe Saxild i Løgstør, Aggersborg, Kornum og Løgsted sogne. Her har hun også konfirmandundervisning og står for konfirmationen i Løgstør Kirke 10. maj. Den stilling udløber pr. 30. juni. Birgit Lundholm Jensens nye, faste halvtidsstilling er skruet sådan sammen, at hun skal bruge halvdelen af tiden i Overlade sogn på at hjælpe sognepræst Dorthe Bang, der har fået bevilget fleksjob. Den anden halvdel af tiden, altså hvad der svarer til en kvart stilling, skal bruges i Farsø, hvor hun skal aflaste sognepræst Niels Iver Juul. De to sogne, Overlade og Farsø, er blevet koblet sammen, således at den til enhver tid siddende præst i Overlade skal bruge 75 procent af tiden i hjemsognet og den sidste fjerdedel i Farsø. Nu er der blot to præster om at dele stillingen. Provst Hans-Aage Mink vil indsætte Birgit Lundholm Jensen i hendes nye stilling ved gudstjenesten påskedag 12 april i Overlade Kirke.