Hjælpepræst til Sct. Catharinæ

Ny præst præsenteres i morgen

Aalborg 7. september 2002 08:00

HJØRRING: Provst Lars-Erich Stephansen får nu en hjælpepræst, der kan aflaste ham i embedets arbejdspres. Børglums præst, Niels Clemmensen, skal fremover arbejde en del i Sct. Catharinæ Sogn. Siden Lars-Erich Stephansen fik jobbet som provst i Hjørring Provsti, der omfatter 27 sogne i Hjørring, Hirtshals og Skagen kommuner, er arbejdsbyrden øget voldsomt. - Nu har vi fået bevilget en hjælpepræst i en 25 procents stilling, siger Lars-Erich Stephansen. Niels Clemmensen får først og fremmest til opgave at hjælpe med andre kirkelige handlinger end gudstjenesten. - Vi har aftalt, at han skal foretage de begravelser, som jeg skulle have haft om onsdagen og torsdagen. Dertil nogle bryllupper, forklarer Lars-Erich Stephansen. Sognebørnene kan dog få lejlighed til at møde Niels Clemmensen i morgen, hvor han officielt indsættes af Lars-Erich Stephansen og siden vil holde gudstjeneste. Der er i forvejen fire præster ansat i Sct. Cathrine sogn. Niels Clemmensen er ansat i Børglum/Vittrup, hvor befolkningsgrundlaget er faldet så meget, at det ikke længere anses for en fuld stilling. Niels Clemmensen har tidligere arbejdet en del af sin arbjedstid i Brønderslev.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...