EMNER

Hjælper ikke

Af Anders Wested Venøvej 10, 9400 Nørresundby anderswested@live.dk EGHOLM-FORBINDELSE: Der kører 28.700 biler over Limfjordsbroen i døgnet i dag. Bygger man en motorvej via Egholm, vil der i henhold til VVM køre 26.900 i 2020, et fald på 6 pct. De seks pct. vil jeg endda vurdere som tvivlsomme, for hvis trafikmængden på Thistedvej mindskes, vil vejen kort efter blive fyldt op igen af biler fra Høvejen. På Limfjordsbroen har trafikken været konstant de seneste 30 år. Historien viser, at der hele tiden bliver fyldt op. En vestforbindelse vil således aflaste Limfjordstunnelen, ikke Limfjordsbroen og Vesterbro. Man kan indvende, at det er værre at vælge en paralleltunnel i øst, for så kommer der ifølge VVM en direkte trafikstigning over Limfjordsbroen på 12 pct. i 2020. Men den konklusion tror jeg heller ikke helt på, for tilkørselsvejene på begge sider af fjorden begrænser mængden til ca. 30.000. Og i øvrigt: Bygger men en motorvej over Egholm, vil flere kunne se en fordel i at anskaffe bil. Når flere får bil, bruger de den også til ture ind til Aalborg centrum. Og så er vi lige vidt. Lad os i stedet starte med et enkelt rør i øst. Det er meget billigere, mere realistisk, og det ødelægger ikke unikke naturområder og bydele.