Hjælper på kanten af livet

Maibritt Rishøj holder liv i dem, der ikke selv kan. Men selv om hun gør alt, hvad der er muligt, er det ikke altid nok

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Maibritt Rishøj synes, at jobbet som sygeplejerske forpligter en til hele tiden at lære nytFoto: Henrik Louis

HJØRRING:Maibritt Rishøjs 12 timers vagt bliver ikke en af de stille af slagsen. Intensivafdelingen på Sygehus Vendsyssel er underbemandet på grund af sygdom i dag, og samtidig er afdelingen fuldt belagt med patienter. Maibritts patient ligger i respirator og er udenfor bevidsthed, som de fleste andre på afdelingen. For når man er på intensiv, kan livet gå begge veje. Trakealtuben som er en del af patientens respiratorslange er utæt, og det betyder, at ilttilførslen ikke er helt stabil. Det er en uholdbar situation, når man har at gøre med så syg en patient, så trakealtuben må skiftes. Maibritt har hentet assistance, for det er en opgave, hun ikke kan klare på egen hånd. Udskiftningen skal gå lynhurtigt, for trakealtuben er den del af respiratorslangen, som sidder i patientens luftrør, og det betyder, at patienten er uden ilt, mens trakealtuben bliver skiftet. En læge og en sygeplejerskeelev hjælper Maibritt. Deres stemmelejer stiger en smule, da patienten gøres fri af respiratorens livgivende åndedrag. Korte sætninger, nærmest små ordrer, fyger gennem lokalet, mens den nye trakealtube monteres, og patienten kobles til respiratoren igen. - Åh det var en god fornemmelse, udbryder Maibritt, da patientens mellemgulv igen bevæger sig op og ned. Ikke sort/hvidt Dagligdagen på Intensiv er aldrig forudsigelig. Når Maibritt møder ind om morgenen, ved hun ikke, om den patient hun skal passe, stadig er i live om aftenen. Her er patienter i alle aldre. Fra trafikofre til ældre mennesker, der har været syge i lang tid. Og tit er det bare små ændringer i deres tilstand, der har betydning. - Man får aldrig et afslappet forhold til døden, men vi er hele tiden tæt på den. Og set i lyset af, at vi gør alt, hvad der kan gøres, kan døden også godt være noget smukt, siger Maibritt. - Men det kan sommetider være svært at håndtere den her ubeskrivelige sorg hos de pårørende. Så må man gerne græde lidt. Men selvom Maibritt ikke altid har magt over sine følelser, skal hun stadig have en professionel tilgang til tingene. En vigtig del af jobbet består i at holde de pårørende opdaterede om deres kæres tilstand. Og med det ansvar følger også opgaven med at fortælle, når der sommetider ikke er mere at gøre. Teamworket på afdelingen er derfor alfa omega, og kollegaerne er altid lige i nærheden, hvis en situation skal vendes en ekstra gang. Husker intet Intensivafdelingen er et sted patienterne ikke husker, når de kommer ud på den anden side. Mange af dem erindrer slet ikke de sygeplejersker, der har puslet om dem, da de havde det aller værst. Det fortæller Maibritt, mens hun gør klar til at vaske sin patient. - Man bliver bare så glad, når patienterne og deres pårørende kommer og takker, for det vi har gjort, siger Maibritt. - Så er det det hele værd. En sygeplejerske kommer trillende med et lille rullebord med vand, sæbe og klude. Hun hedder Grith Lindstrøm og hjælper hele dagen Maibritt med hendes patient. Hun har kun været på afdelingen en måned, og der er mange ting, man skal have helt styr på, før man får ansvaret for de kritisk syge patienter. - Nu går vi i gang med at vaske dig, siger Maibritt og tager fat i patientens hånd. Patienten reagerer ikke med en eneste trækning, men Maibritt gør alligevel en dyd ud af at fortælle, hvad hun foretager sig, efterhånden som patienten bliver vasket, friseret og får børstet tænder. - Etik er et meget vigtigt begreb for mig. Jeg arbejder med mennesker, der er så syge, at de ikke kan tage vare på sig selv. De lægger deres liv i vores hænder, derfor er det meget vigtigt at behandle dem med respekt, siger Maibritt. Travlhed Der er ingen af sygeplejerskerne, der endnu har haft tid til særlig meget pause. De otte patienter kræver fuld opmærksomhed, og Falck er på vej for at hente en af dem til Aalborg. Maibritts patient har stomi, og da der er stuegang, vurderer lægen, at den skal skiftes. Da den nye stomi sidder som den skal, får Maibritt endelig tid til en lille pause. Klokken er halv elleve og en skive brød og en halv kop kaffe er tiltrængt. - Uddannelsesmæssigt er det det bedste, jeg har gjort for mig selv. Det er en uddannelse, der åbner så mange muligheder, men man forpligter sig også til at blive ved med at lære. Det bliver forventet, at hver især søger viden hele tiden, så man kan ikke bare læne sig tilbage og sige, nu er jeg sygeplejerske, siger Maibritt. Alt skrives ned En gang i timen fører Maibritt eller Grith patientens værdier ind i et detaljeret skema. De skriver for eksempel hvilket klokkeslæt de har givet medicin og skiftet sondemad, og de aflæser maskinerne, der måler hjerterytme og temperatur. Sommetider får de også patienter ind, hvor situationen er under konstant forandring, og så kan det være nødvendigt at nedskrive værdierne helt ned til en gang i minuttet, når det er særlig kritisk. Fra tid til anden lyder alarmen foran en af stuerne, og så er sygeplejerskerne hurtigt inde hos patienten, for at se, hvad der har udløst alarmen. Dagligdagen er sjældent til at forudsige, men det er vigtigt at bevare overblikket, og sygeplejerskerne er rustet til at klare de fleste situationer. - Det kliniske blik er det vigtigste. Man kan bedømme meget ved at se på, hvordan patienten ser ud. Men på en afdeling som denne, er det selvfølgelig vigtigt, at man kan holde hovedet koldt, siger Maibritt.