Hjallerup ønsker ny hal
Hjallerup Idrætscenter på pengejagt til en ny idrætshal, men sagen udskudt til budgetforhandlingerne
BRØNDERSLEV/HJALLERUP: Hjallerup idrætscenter går nu i gang med at søge fondspenge til en Hal3. Det er endnu et åbent spørgsmål, om der ydes tilskud fra Brønderslev Kommune. Hallen har søgt anlægstilskud fra Brønderslev Kommune, men spørgsmålet er af fritids- og kulturudvalget henvist til drøftelse i det samlede byråd omkring budget 2016. Hjallerup Idrætscenter har gennem længere tid planlagt et byggeri af Multihal 3, og nu er ideen så langt, at der søges penge til at realisere projektet.
- Vi er bevidste om, at der er et stort behov for en Multihal 3, idet de eksisterende halfaciliteter er meget hårdt belastede allerede med den nuværende udlejning, og byen bliver stadig større, samtidig med, at yderligere motionsgrupper opstår, lyder det fra formand for Hjallerup Idrætscenter, Steen Karlsen
- Den nye skolereform har også givet yderligere halbehov. Vore fritidsbrugere starter deres aktiviteter senere, og presset på fritidstimerne øges.
I øjeblikket er udlejningerne så stramme, at vi må sige nej til bl.a. indendørs fodbold og nye sportsgrene som floorball, futsal mv. Vi må i årene fremover også forvente et yderligere pres, da befolkningsgruppen pensionister/ældre er stærkt voksende. Vi er også opmærksomme på, at børnetallet, indtil for nylig, er vigende. Men vi forventer da, kommunen stadig udvikler på byen, med yderligere boliger, byggegrunde, gode handelsmuligheder mv., således Hjallerup ikke bliver en stagnerende by. Meldingerne fra vore fritidsbrugere/foreninger er stadig, at der er flere og flere medlemmer i foreningerne.
- For at kunne gennemføre projektet søger hallen Brønderslev Kommune om et anlægstilskud på minimum fem mio. kr. samt et tilsagn om at indgå med kommune-garanti i hjemtagelse af størst muligt kreditforeningslån. Samtidig søges der om accept af Multihal 3 indgår i fritids- og kulturudvalgets administrationsgrundlag for selvejende idrætshaller.
Hjallerup Idrætscenter agter i samme forbindelse at søge Hjallerup Samvirke om anlægstilskud, og håber samtidig, ved at inddrage en professionel fundraiser, at kunne indsamle tilsvarende beløb fra andre fonde.
Der er udarbejdet et skitseprojekt til behandling hos Lokale- og Anlægsfonden, der bl.a. omfatter større aktivitetsmæssig sammenhæng med Hjallerup Skole og mulighed for at øge trafiksikkerheden væsentligt for både skoleeleverne og Hjallerup Idrætscenters brugere.
Idrætscentret regner med en selvfinansiering på 1,5 mio. kr. samt en låneoptagelse på 9 mio. kr. Planerne er en ny multianvendelig hal, placeret øst for det nuværende halkompleks. En sådan placering er på nuværende tidspunkt allerede drøftet med Hjallerup Idrætsforening og repræsentanter fra Brønderslev Kommune, således der kan foretages en arealoverdragelse til opførelse af projektet.
- Der er tale om et rigtigt spændende projekt, men vi har i udvalget ikke mulighed for at finde pengene, så det skal drøftes, når byrådet i september har budgetseminar, fortæller formand for fritids- og kulturudvalget, Margit Chemnitz.
Opførelsen af en Hal 3 er planlagt til gennemførelse i 2016, hvis der ellers er økonomi til det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.