Hjallerup Optik har fået speciale i samsynstræning

HJALLERUP:Hjallerup Optik er flyttet i nye og mere moderne rammer til Hjallerup Centret. Optikerparret Rikke og Torben Mersholm, Hjallerup, driver forretning også i Pandrup og Nr. Sundby. Sidstnævnte sted af Torben Mersholm, mens Rikke Mersholm står for forretningen i Hjallerup. De har i år fået tilført et speciale til Hjallerup Optik, idet optiker Birthe Mørk, Nr. Sundby, har speciale i samsyns-træning, og flere års erfaring som optiker. Birthe Mørk havde lyst til forandring, og med sine 43 år valgte hun at skifte arbejde. Og der var ikke megen betænkningstid, da Rikke Mersholm, opfordrede til at komme til Hjallerup Optik. Et mangeårigt kollegaskab vejede også med i beslutningen. - Det er som regel ved synsprøven, at vi opdager samsynsproblemerne. Det er for nogle mennesker et problem at koordinerer øjnene korrekt, men det kan trænes op, fortæller Merethe Mørk. Rikke og Torben Mersholm overtog Hjallerup Optik i maj 2001 efter Ove Graversen, der sammen med sin kone havde drevet den i 22 år fra Østergade 1. - Placering i en lille by betyder mere end vi regnede med, så også derfor flyttede vi til Hjallerup Centret 16, fortæller Rikke Mersholm. I foråret i år deltog optikerparret i "Par på Prøve" på TV3, og den "bestod" de med mange gode oplevelser.