Hjallerups nye museum klar til stor åbning

Fri­vil­li­ge har knok­let for at om­dan­ne den gam­le ri­de­hal i Hjal­le­rup til et Tek­nisk Mu­se­um. På lør­dag er det den sto­re dag, hvor mu­se­et åb­ner. ar­kiv­fo­to
Museer 8. maj 2007 06:00

HJALLERUP: I denne tid hersker der næsten daglig travlhed i den gamle ridehal i Hjallerup, som frivillige er i fuld gang med at omdanne og indrette til et teknisk museum, som man endda allerede har døbt Hjallerup Tekniske Museum. Der lægges op til, at det nye museum skal indvies lørdag den 12 maj, og det skal naturligvis ske på behørig vis, så både museumsforeningens omkring 200-300 medlemmer og borgerne i Hjallerup får lejlighed til at se lokalerne og udstillingen i byens nye museum. Der vil blive optog med veterankøretøjer fra museet med en rute, der går ind mod byen ad Algade, derefter ad Østergade til Hjallerupcentret med ankomst. Her vil Hjemmeværnets 25 mands store orkester give koncert, hvorefter orkestret går i spidsen for veterankøretøjerne via Søndergade, Skolegade, Algade tilbage til Museet. Klokken 12 vil borgmester Mikael Klitgaard officielt åbne museet, og formanden for museumsforeningen Finn Thomsen vil byde velkommen. Derefter vil der være forskellige former for underholdning resten af dagen. På åbningsdagen, hvor der er gratis adgang for alle, vil der være en udstilling af 80 forskellige veterantraktorer, biler, motorcykler og stationære motorer, ligesom der vil være en betydelig radiosamling udstillet. Heriblandt vil man kunne finde flere spændende klenodier. En af de sjældne ting er en protomodel af den første el-bil, som Hope i Hadsund lavede. Det var den el-bil, der da man kørte den ind i Forum til en udstilling brasede ind i barrieren, fordi bremsen ikke virkede. Protomodellen er med på udstillingen. En lille rød traktor, der bærer navnet KING, er også med på udstillingen. Det er en traktor, som der kun er fremstillet i alt 98 af. De er lavet af en mekaniker på Fyn, og er lavet af materialer fra Odinstårnet i Odense, som tyskerne bombede under sidste verdenskrig. Derudover byder udstillingen på mange forskellige traktorerne - nogle med jernhjul andre med gummihjul - ligesom der er flere veteranbiler, hvoraf man kan se en bil med nummerpladen ”Crown 1”. Krone 1 var jo optaget, fortæller bilens ejer. I øjeblikket er der i udstillingslokalet også anbragt en stor gammeldags vejtromle, men den har man haft i brug til at lave en ny bundbelægning i udstillingshallen. Her var der jo tidligere en blød bundbelægning, fordi det var en ridehal. Men egentlig ser vejtromlen ud som om, den også godt kunne være med blandt veteranerne på udstillingen. OS

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...