Hjelm forsøger sig igen

Den nordjyske golfspiller giver Challenge Touren en chance mere

Søren Olsson
Rasmus Hjelm er klar til at forsøge sig på Challenge Touren endnu engang. Arkivfoto: Torben Hansen
Golf 24. marts 2018 07:00

GOLF: I sidste sæson havde den nordjyske golfspiller Rasmus Hjelm fuld adgang til europæisk golfs næstbedste række, da han spillede en hel sæson på Challenge Touren efter at have kvalificeret sig via Nordic League i 2016.

Mængden af pengepræmier var dog ikke stor nok til, at han kunne fastholde den fulde adgang til Challenge Touren i denne sæson, men nordjyden har besluttet sig for at forsøge sig endnu engang.

- Jeg håber at kunne deltage i et sted mellem 10 og 14 turneringer i år. 10 vil være realistisk, og 14 vil være rigtig godt, lyder det fra spilleren fra Aalborg Golf Klub.

I begyndelsen af marts tog han turen til Spanien, hvor de nordiske golfspillere indleder sæsonen på Nordic League med en række turneringer i Catalonien, og her var spillet så tilpas godt, at nordjyden har besluttet sig for at se, hvor langt det kan række.

- Jeg tog derned for at se, om motivationen og ilden stadig var i mig, og det kunne jeg mærke, at den var. Det kræver det altså også, hvis man skal kunne stå igennem de mange sure timer på træningsbanen. Jeg håber lidt på, at jeg kan lave en Pulkkanen (Tapio, finsk golfspiller, red.), der vandt Challenge Touren i sidste sæson, hvor han havde samme adgangskategori, som jeg har nu. Han havde måske lidt mere hjælp i begyndelsen, end jeg har. Men det kan altså lade sig gøre, siger Rasmus Hjelm.

Sideløbende med Challenge Touren vil han deltage på Nordic League, når tiden er der.

- Men jeg kommer ikke til at spille en fuld sæson på Nordic League. Det er ikke for at virke arrogant, men det har jeg ligesom prøvet, og jeg har ikke motivationen til det. Hvis det andet ikke lykkes, så er jeg ikke dummere, end at nok godt kan finde noget andet at lave. Min base og familie er på plads, og det giver en god ro, siger Rasmus Hjelm.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...