Hjelm kan tage skridtet videre

Nordjyden er kvalificeret til Challenge Tour, men har chancen for European Tour

Rasmus Hjelm kan tage skridtet videre end Challenge Tour allerede i november. Arkivfoto: Torben Hansen

Rasmus Hjelm kan tage skridtet videre end Challenge Tour allerede i november. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Rasmus Hjelm fra Aalborg Golf Klub kunne i weekenden gå hen til sin dosmerseddel og sætte kryds ud for et af de helt store punkter: Kvalificere mig til Challenge Touren.

Den nordjyske golfspiller opnåede godt nok ikke en topplacering i sæsonfinalen på Nordic League, men resultaterne igennem sæsonen var så gode, at han endte på en samlet femteplads på Nordic League og dermed kan rykke skridtet op til næste års Challenge Tour.

Det har jo været et rigtig godt år, men der har også været nedture. Jeg kom rigtig godt fra land med to sejre, og jeg havde egentlig chancen for ret tidligt at sikre mig en plads i topfem, men så gik der stilstand i spillet, og det betød jo, at der lige pludselig kom pres på i slutningen af sæsonen, siger Rasmus Hjelm, der også blev far midt i den spændende afgørelse af Nordic League.

Men selvom Rasmus Hjelm altså er klar til Challenge Touren i næste sæson, så håber han, at han kan tage skridtet videre med det samme. Fra 4.-7-. november deltager han nemlig i anden afdeling af Qualifying School til European Tour - nordjyden kom direkte videre til anden runde på grund af rangeringen på Nordic League.

- Og jeg glæder mig meget. Jeg føler virkelig, at jeg kan tage derned og spille frit og på en eller anden måde ride videre på bølgen med den selvtillid, jeg har lige nu. De andre år har der virkelig været pres på, når jeg har været dernede, men denne gang er jeg jo allerede klar til Challenge Tour, så jeg håber, at det går godt, siger Rasmus Hjelm.

Nordjyden skal spille sin anden afdeling på Campo de Golf el Saler ved Valencia, hvor også klubkammeraten Martin Leth Simonsen deltager i kampen om de cirka 20 pladser, der giver adgang til tredje og sidste kvalifikationsrunde ugen efter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.