Redningsvæsen

Hjem fra ferie til brand

Det var et trist syn, gårdejer Hans Jørgen Østergaard, Aarupvej 45, Vindblæs, mandag aften vendte hjem til efter få dages ferie på Als. Lade og kartoffelhus var udbrændt, og en del af et udhus var brand- og røgskadet. Kun gårdens stuehus var gået fri af branden.

Løgstør Kommunes Redningsberedskab blev i går eftermiddag alarmeret af håndværkere, som arbejdede med isolering af kølerum til kartofler i en af hallerne. De blev opmærksomme på, at der udviklede sig røg og så efterfølgende flammer fra tagkonstruktionen i hallen og forsøgte straks at få ilden slukket, men uden held. Sammen med tililende naboer lykkedes det dog dem at redde nogle værdifulde genstande ud af laden, før ilden for alvor fik fat. Indsatsleder Michael Timm, Løgstør Kommunes Redningsberedskab blev ved sin ankomst til brandstedet mødt af en kraftig røg, der skyldes den skumisolering, der var i hallens vægge samt, at der var gået ild i nogle paller og dæk. På grund af brandens omfang alarmerede han brandvæsenet i Farsø og fik tilkaldt en tankvogn fra Aars. - Det var et flammehav, da jeg ankom til stedet og efter kort tid faldt dele af tagkonstruktionen ned. Jeg valgte at få etableret en flydende vandforsyning til brandstedet, og tilkaldte derfor hjælp fra såvel Farsø som Aars. Med hjælp fra pumper skaffede vi vand fra en nærliggende sø, og fik derved vand nok til at slukke den omfattende brand, siger indsatsleder Michael Timm, Løgstør Kommunes Redningsberedskab. Men trods den ihærdige indsats fra de i alt 22 beredskabsfolk og frivillige brandfolk stod hallerne ikke til at redde.