EMNER

Hjem i taxa for 30 kroner

Lavpris på udgifterne til at komme til og fra julefrokosterne.

For dem, der allerede nu er begyndt at få grå hår i hovedet ved tanken om udgifterne til taxa til og fra julefrokosterne, er her en omkostningsbevidst mulighed: Flextur. Man ringer til NT, Nordjyllands Trafikselskab, og man får en vogn fra Aalborg Taxa til kun 30 kr., hvis man ikke skal flyttes over 5 km. Ellers koster det yderligere 6 kr. pr. km i dagtimerne (kl. 06-20) og 7 kr. i aften- og nattimerne (kl. 20-06) plus i weekender. Måske forsvinder tilbuddet i storbyen Aalborg inden for overskueligt åremål. Eneste ulempe ved det i sin nuværende form er, at man kan risikere at komme til at køre sammen med andre, der skal samme vej. Man behøver ikke at være den mindste smule handicappet for at kunne blive transporteret de 56 km fra Aalborg til Hjørring til en pris af 366 kr. 30 kr. i starttakst plus 56 km gange 6 kr. Normalprisen for en taxa er ifølge eksempel fra Aalborg Taxas hjemmeside 660 kr. Til gengæld har man med taxatransporten retten til at blive kørt gratis tilbage til kommunegrænsen plus ventetidssats, hvis man har et overskueligt ærinde i Hjørring. Et stille liv Ikke mange, men stadig flere benytter sig af flexturene. Thomas Kastrup-Larsen, formand for Nordjyllands Trafikselskab, erkender, at tilbuddet er et produkt, der har levet et stille liv. Det har vel eksisteret tre-fire år. NT-formanden tror imidlertid også på, at flexturene har en fremtid og vil være fremtidens tilbud i landdistrikterne i NT's bestræbelser på at satse på direkte regionalruter med høj frekvens mellem de større byer. Endnu billigere Han tror endda på, at det med kommunalt tilskud fra de nordjyske kommuner vil være muligt at nedsætte kilometertaksten fra de 6-7 kr. til 4,50 kr. for voksne og 2,25 kr. for børn. Flexturen vil blive foretaget i almindelig taxi eller i minibus. I fremtiden vil det således være mindre biler, der kommer til af løse de store busser i den offentlige persontrafik i landdistrikterne. For brugerne betyder det, at de kan blive transporteret til og fra hoveddøren. Der vil formentlig blive vedtaget en specialordning for Aalborgs vedkommende. - Det kan ikke være meningen, at der skal køres flexture i Aalborg by, siger Thomas Kastrup-Larsen. Han opfatter imidlertid Aalborg Taxa som en oplagt samarbejdspartner, når tilbuddene sendes i udbud. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra formanden for Aalborg Taxa, John Vanggaard.