Hjem-landets mad

HOBRO:- Jeg savner maden fra mit hjemland, og så syntes jeg, at udlændingene i Hobro manglede en butik med udenlandske madvarer. Sådan fortæller den 29-årige Mariwan Kader med et stort smil. Sammen med sin hustru, Stine Rasmussen, har han overtaget butikslokalerne i Adelgade 43, hvor Kirkens Korshærs genbrugsforretning tidligere holdt til. Her har de fyldt hylderne op med alskens spændende madvarer fra blandt andet Mellemøsten og fra Mariwans Kaders hjemland - Irak. Han er irakisk kurder og har nu været i Danmark i tre år. For godt et år siden blev han og Stine Rasmussen gift, og nu arbejder de sammen i forretningen i Adelgade. Tidligere har Mariwan Kader arbejdet på fjerkræslagteri, og Stine Rasmusssen var i gang med en uddannelse som pædagog. Men den har hun nu droppet. - Jeg fandt ud af, at det ikke lige var mig, siger hun med et lille smil og holder sig lidt genert i baggrunden. Imens er hendes mand og en ven ved at pakke kasser ud og fylde varer i den fryser, som står midt på gulvet. Heri er blandt andet brød og kødvarer. For det har butikken også samt de for irakerne meget vigtige ingredienser - ris og bønner. Samt kikærtemos på dåse, oliven, vinblade og store fristende krukker med syltede grønsager. - Her er ikke mad til én bestemt slags mennesker, men til alle, som har lyst, fortæller Stine Rasmussen, og betjener to danske kvinder. Imens snakker Mariwan Kader med et ældre ægtepar - det hele foregår på dansk, men udtalen afslører, at ingen af dem har dansk som første sprog. Men ved fælles hjælp, smil og venlighed finder de frem til de efterspurgte varer, inden de - som mange andre kunder i denne helt nye butik - drager videre med ordene: Vi kommer snart igen.

Forsiden