Retspleje

Hjem raseret for 400.000 kroner

En mand i 30"erne sigtes for at have smadret eks-svigerforældres hjem

Fredag 8. juni i år gik en person grassat og smadrede al inventaret i et ægtepars hjem i Himmerland. Døre, skabe, fjernsyn. Alt blev ødelagt, og skaderne er opgjort til 404.000 kroner. Ingen er endnu dømt for gerningen, men politiet har en mistænkt. Ægteparrets svigersøn fra Mariager-området er sigtet i sagen. Han har siddet varetægtsfængslet siden 15. juni, men nægter sig skyldig. Retten i Aalborg skulle i går tage stilling til, om der var grundlag for at forlænge varetægtsfængslingen, eller om han kunne løslades. Frygt for raserianfald Den sigtede er midt i 30’erne og arbejder til daglig som selvstændig. Han er i gang med en bodeling med sin ekskone. Hun var sidste år udsat for et lignende hærværk, men dengang blev en på-tale mod samme mand opgivet. Til dette møde i retten ønskede anklager Philip Pagter, at svigersønnen fortsat skulle være varetægtsfængslet, fordi politiet endnu mangler resultatet af en mentalundersøgelse. Anklageren frygtede, at sigtede kunne have en psykisk brist, der udløser raserianfald og nye overtrædelser af samme karakter. - Lægen siger, at jeg er fuldstændig normal, for-talte den sigtede undervejs i forløbet. Han forklarede videre, at retspsykiateren havde sagt, at politiet var velkommen til at ringe og få resultatet mundtligt. Dommeren besluttede derpå at holde en kort pause i sagen, mens anklageren ringede og fik den afgørende dom om sigtedes men-tale tilstand. Forsvareren var derimod ikke i tvivl: Det er en begavet mand, vi har med at gøre, og der ville ikke være nogen fare ved at lade ham gå. Retspsykiateren fandt heller ingen tegn på psykisk ustabilitet, og derfor var meldingen fra anklager Philip Pagter klar med det samme, da han igen trådte ind i retssalen. - Jeg løslader ham. Sagen kommer tidligst for retten igen om en måned. Ender sigtelsen med en dom, forventer Philip Pagter, at der vil blive tale om en straf på cirka fire måneders fængsel. Foreløbigt kan sigtede komme tilbage til sit arbejde. - Jeg har holdt min sommerferie, sagde han med et smil, inden han forlod Aalborg Byret. Sagen har hidtil været hemmeligholdt for offentligheden, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.