Hjem til Aalborg

Kristian, 22, vender hjem til sin by med stykke om en ung mand, der vender hjem

- Det gav godt nok et gib at se sit eget navn i Kulturguiden, som man selv har studeret så tit for at se, hvad man gerne ville opleve. Kristian T. Erhardsen er 22, student fra Aalborg Katedralskole, hvor hans far underviser, og han debuterer som dramatiker på Aalborg Teaters Lille Scene i morgen, lørdag, med stykket "Stilleben". "Midtvejs 2003" hedder projektet, han er en del af. Det er et landsdækkende drama-eksperiment centreret omkring seks studerende fra dramatikeruddannelsen i Århus, der kommer med deres bud på ny dansk dramatik. Aalborg Teater opfører to, Odense Teater to og Det Kongelige Teater to - alle enaktere. Stykkerne er skrevet til samme antal skuespillere og til fastlagte scenedimensioner. De skal så spilles efter tur på de tre teatre - og til sidst allesammen på Århus Teater, der ikke selv er aktivt i projektet. Kristian Erhardsens stykke, "Stilleben", bliver spillet sammen med Joan Rang Christensens "Træer er der nok af". - De to stykker er ret forskellige - men måske netop derfor kan man håbe på, at de kommer til at klæde hinanden, siger Kristian Erhardsen. Hans "Stilleben" handler om tre personer i et rum. De søger at få kontakt og søger at undgå kontakt. En mand og en kvinde der kunne bygge et forhold op, en mor og en søn, der kunne bryde et forhold ned. Alle tre vil de gerne finde en plads i billedet, og alle tre fylder de rummet med noget, der kan holde de andre på afstand eller bringe dem tættere sammen. I Kristian T. Erhardsens psykologiske drama skildres livet i et angstfuldt univers, hvor eksistentiel ensomhed og krampagtige forsøg på at skabe stabile forbindelser overskygger alt andet, skriver teatret om hans stykke. Om Joan Rang Christensens "Træer er der nok af" hedder det: Esben er fundamentalistisk tilhænger af minimalstaten, erhvervslivet og alt, hvad der hører det frie initiativ og den enkeltes ekspansionskraft til. I Esben og Mians stilrene hjem mellem de fine retter og de pæne møbler er enhver tanke om socialisme noget, der hører den dystre og eventyrlige fortid til. Men verden udenfor er ved at brænde sammen, og noget af den fortrængte fortid er ved at tage magten fra deres drøm – om den rene fuldbyrdede privatstat. Ingen går ram forbi i Joan Rang Christensens satiriske skildring af nutidsdanskerens selvvalgte isolation, hedder det. - Det er jo det, der er så spændende ved at se sine ord få liv på scenen - at se, hvordan det fungerer i virkeligheden i forhold til de forestillinger og forventninger man selv har. Og at komme til at arbejde sammen med instruktør, scenograf, lys, skuespillere og alle de andre, der er med til at gøre ens stykke til virkelighed, hver med deres indgang til det - og hver især med til at sætte et præg her og et fingeraftryk der, siger han. Han synes ikke, han er blevet for hårdt behandlet i samarbejdet med instruktøren Per Smedegaard, der har arbejdet sammen med begge de uinge dramatikere på projektet i Aalborg. - Tværtimod. Det var et godt og frugtbart samarbejde. En god sparring gør, at man ikke bliver alt for bundet af sin egen tekst. Og Per er både lydhør og i stand til at sige nej og stå fast. Det er også vigtigt at lære som dramatiker, især i forhold til sig selv. At træffe et valg og fastholde det. Med det her stykke kunne det gå begge veje - komisk eller tragisk. Jeg fik mange råd i retning af at gå efter komikken. Men jeg valgte altså den anden. Det var rigtigst for mig selv, siger han. Han har været med ved scenekanten i de to første uger af stykkets tilblivelse på teatret. - Det er utroligt spændende, men allerede her er stykket jo så godt som ude af ens hænder. Der kan blive plads til småkorrektioner, når jeg har opdaget noget, der ikke virkede efter hensigten - og jeg har kunnet gå ind med tilretning i forhold til den praktiske virkelighed på scenen. Det har været dejligt at kunne rette småfejl undervejs, så man ikke bare har skullet sende et tog ud i natten og ikke ane om det kom frem. Men nu er det så helt ude af mine hænder. Nu kan jeg bare vente på premieren, siger den unge dramatiker. Han glæder sig til atv se de andre produktioner og til at rejse med sit stykke rundt i de andre byer og opleve det i forskellige scenerum og sammen med forskellige landsdeles publikum. - Man siger jo, at der er store forskelle mellem reaktionerne i Nordjylland og i København. Det får jeg så at se, siger han. Han går på den treårige dramatikeruddannelse under Statens Teaterskole, men ved Århus Teater på tredje år. Der udklækkes seks nye dramatikere på samme tid. - Vi kommer ud med seks hvert tredje år. Det lyder måske ikke af så mange - men det er det. Så mange er der næppe plads til i det danske teaterliv. Men det er heller ikke alle, der bliver ved. Nogle opdager undervejs, at de måske hellere vil skrive noget andet - eller måske bliver optaget af en anden side af scenelivet. Det er også sket på vores hold, siger han. Han synes selv, det virker lidt bizart: - Tre år, og så kan man kalde sig dramatiker. Men det er jo altså først noget man er, når ens stykker bliver til noget. Jeg betragter det ikke som en autorisation, men ser skoleforløbet som en masse fine tilbud om at få viden og erfaring om hele kunstarten, så man kan spare sig selv for en masse fejltagelser på vejen.