Hjem til fred og ro
Familien Bøgelund har søgt hjem til rødderne i Aabybro for at få nyt liv til at spire i Skagens-villa
AABYBRO: Nøglerne til den hvidskurede Skagens-villa med røde teglsten på Enebærvej 18b i Aabybro blev overdraget til Jannie og Michael Bøgelund Hansen 1. december, og familien er nu klar til at slå rødder i Aabybro.
Her er der fred og ro til at samle tankerne og gå-afstand til byens faciliteter.
- Der er meget ro her, uden at det bliver alt for stille. Vi havde også kigget på et nedlagt landbrug, men så skulle vi bruge bil til alting, siger Jannie Bøgelund Hansen.
Hun er selv vokset op i Aabybro og kender derfor byen godt. Hun syntes, den er attraktiv, fordi her er mange butikker, gode idrætsfaciliteter og byen er i vokseværk.
Parret har hunden Zindy på otte år, men ingen børn. Men maven er blevet stor. Jannie skal føde til februar. Derfor var det vigtigt, at der ikke skulle bruges for meget energi på at renovere, og at der var plads i parrets nye bolig. De faldt straks for den 160 m2 store villa fra 1999, som de erhvervede sig til to millioner kroner.
Mere plads for pengene
- Vi kunne slet ikke have fået så meget plads for pengene i Aalborg og her er der også plads til børn, siger Jannie Bøgelund Hansen, der er glad for at have forladt et mindre rækkehus på 90 m2 uden børneværelse i Hasseris i Aalborg.
- Her i Aabybro bliver du ikke hele tiden forstyrret af biler og lastbiler. Vi boede på en trafikeret vej i Aalborg. Man kan tydeligt mærke, der er mere ro her, siger Jannie.
I Aalborg kendte de ikke naboerne så godt. Sådan er det ikke i Aabybro. Jannie har flere veninder i byen, hvor hendes kusine også bor og i Biersted bor hendes far. Naboen er i øvrigt en gammel skolekammerat. Han ringede straks, da han hørte, hvem der flyttede ind og inviterede på nabo-komsammen på Café Rohde.
- Det var rigtigt hyggeligt. Jeg vidste slet ikke, at min gamle klassekammerat boede lige ved siden af. Vi gik i samme klasse indtil 9. Det er meget pudsigt. Men sådan er det i en lille by. Her kender man hinanden, siger Jannie med et stort smil, mens hun hiver lidt efter vejret. Babyen vil også lige fortælle, at den er her. I følge scanningen bliver det en dreng.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.