EMNER

Hjem til jul

I dag bringer vi første afsnit af NORDJYSKEs juleføljeton "Hjem til jul - et familiedrama i 24 afsnit". Fortællingen foregår i Skagen, hvor tre søskende, deres partnere og børn er mødt op for at fejre julen sammen på Helgas Hotel. Men julefreden er spinkel. Under overfladen lurer hemmeligheder og løgne, skyld og bebrejdelser. Vil det lykkes familien Juul-Clausen at overvinde mindet om morens tragiske død sidste år og få juleglæden tilbage? Følg med og få svaret! Personerne er: Storebror Bent Juul-Clausen (53), hans kone Birthe og deres yngste søn, efternøleren Michael (15). Søster Susan Juul-Clausen (50) og hendes mand Søren. Lillebror Leif Juul-Clausen (47), hans kone Lone og deres datter Dorthe (17). Forfatterne bag juleføljetonen er NORDJYSKES journalister Lars Borberg, Max Melgaard Glavind, Merethe Tølbøll, Karin Pedersen, Tino Pedersen, Karen Keinicke, Dorte Geertsen, Bent Stenbakken, Anders Sønderup, Claus Smidstrup og Heidi Robdrup. Alle afsnit kan læses på NORDJYSKES hjemmeside www.nordjyske.dk.