Hjemkundskab kan sætte stopper for fedmeepidemi

På flere af landets skoler ligger budgettet for hjemkundskabstimerne på under 10 kroner per elev per gang. Faget kan være med til at bekæmpe den fedmeepidemi, der i disse år hærger Danmark og burde derfor opprioriteres, mener både en fedmeforsker og forældreorganisationen Skole og Samfund. En rundringning Ritzaus Bureau har foretaget til 10 af landets folkeskoler viser, at gennemsnittet for forbruget til hjemkundskabstimerne lå på 10,50 kroner. Den skole, der brugte suverænt mindst penge på undervisningen, havde et budget på 4,80 kr. pr. elev pr. gang, mens den skole, der scorede højst, brugte 20 kr. Niels-Christian Andersen, sekretariatschef hos forældreorganisationen Skole og Samfund, synes ikke, at tallene ser lovende ud. Han mener, at skolerne skulle bruge hjemkundskabstimerne til at lære børnene om sund kost og rigtig ernæring. En viden som børnene ikke nødvendigvis får med sig hjemmefra. - Det er helt oplagt at gøre hjemkundskabsundervisningen til et sted, hvor man sætter ind for at stoppe den negative udvikling, vi ser i børnenes vægt. Det er et faktum, at overvægtige børn også har en høj risiko for at blive overvægtige som voksne, siger han og tilføjer, at hjemkundskabsundervisningen sagtens kan blive et område organisationen vil kigge nærmere på. - Vi har gennem længere tid været ret aktive, når det gælder sund kost og skolens rolle, så det kunne da absolut tænkes at være noget, vi tager fat på. Men ideelt set skulle Danmark gøre som i Sverige, hvor børnene får et gratis sundt måltid om dagen i skolen. Det ville kunne spare samfundet for mange penge i den sidste ende, fastslår Niels-Christian Andersen. Også Berit Lilienthal Heitmann, som er fedmeforsker og professor på Institut for Sygdomsforebyggelse i København, mener, at skolen har et ansvar, når det gælder børns ernæring. - Hos voksne kan man måske slippe af sted med at sige, at de selv bærer ansvaret, men det kan man ikke, når det gælder børn. I det tilfælde er det oplagt, at ikke kun individet, men hele samfundet, bærer en del af ansvaret - og dermed også skolen, siger hun. Hun mener derfor, at skolerne burde opprioritere hjemkundskabsundervisningen. Ulla Hedegaard, formand for hjemkundskabslærerforeningen, mener godt, at det med lidt snilde kan lade sig gøre at lave sund kost på et stramt budget. Hun er selv hjemkundskabslærer på Vestre Skole i Grindsted og må nøjes med et budget på cirka otte kroner per elev per gang. - Læreren må være lidt kreativ, når der skal laves mad på et stramt budget, men man behøver jo ikke altid at lave et helt måltid mad med sovs og kartofler. Nogle gange kan man nøjes med at lave en sund salat eller lave en hjemmelavet ost, og det behøver ikke at koste meget. Men jeg mener nu stadig, at eleverne også skal lære at lave de traditionelle danske retter, som for eksempel frikadeller, siger hun. Ulla Hedegaard indrømmer dog, at nogle skoler kan være pressede og ikke vil kunne klare yderligere nedskæringer. Det er skolerne selv, der bestemmer, hvor stor en del af det samlede budget, der skal bruges på hjemkundskabsundervisningen.