EMNER

Hjemløs i Hasseris

Ungdomsklubben står nu uden lokaler efter den anden brand på en måned

GL. HASSERIS: Natten til i går udbrød der brand i en gammel firelænget gård i Gl. Hasseris. Gården huser en DUS-ordning, en børnehave og så Hasseris Ungdomsklub. - Det er virkelig ærgerligt. Jeg var herude i morges (i går, red.) og snakke med nogle af naboerne. De sagde, at det skete umiddelbart efter fyrværkeriet inde på Hotel Hvide Hus. De kunne høre tagplader eksplodere, men vi kender ikke brandårsagen endnu. Det kan vi kun gætte os til, siger Lars Nissen, leder af Hasseris Ungdomsklub. I dag mødes han med kriminalpolitiet ved gården for at foretage brandtekniske undersøgelser. Branden tog fat i halvanden længe af gården, hvilket er den gamle stald og halvdelen af laden. Netop der, hvor ungdomsklubben holder til. - Der står kun ydermuren tilbage. Klubbens lokaler er brændt væk, og loftet er begyndt at styrte ned, konstaterer Lars Nissen og set i lyset af de investeringer, kommunen har foretaget, gør det ham bare endnu mere irriteret. - For fire år siden byggede vi om for halvanden million kroner. Nye indervægge, skillevægge, nyt gulv, loft, elsinstallationer, alt blev lavet, siger Lars Nissen, der ikke har tænkt på andet end at sætte forsikringsselskabet igang samt kontaktet kommunens byggetekniske afdeling. Indtil videre er ungdommen hjemløs i Hasseris. Branden var så omfattende, at efterslukningen forsatte til ud på formiddagen i går. Brandfolkene måtte vælte flere mure, for at komme ind og slukke efter. Indtil videre kan brandvæsenet og politiet ikke sige noget om årsagen til branden. Men som nævnt laves der i dag tekniske undersøgelser. Det er kun en måned siden, at gården sidst blev raseret af en brand, men dengang lykkedes det at begrænse skaderne til den ene fløj, som rummede effekter beregnet til et loppemarked. Branden var dengang tilsyneladende antændt af et par drenge, der legede hule og hyggede sig med fyrfadslys i den tidligere staldbygning.