Hjemmearbejdspladser mindsker sygefravær

Ansatte med hjemmearbejdspladser har ofte færre sygedage end ansatte, der ikke har mulighed for at arbejde hjemme.

Helbredet bliver kun bedre, hvis man arbejder hjemmefra en gang imellem. Det viser en ny undersøgelse, som Dansk Teknologisk Institut (DTI) har foretaget blandt distancearbejdere i Danmark, Tyskland, Italien, Holland og Storbritannien. Selv om enkelte klager over forlængede arbejdsdage på grund af den permanente opkobling til arbejdspladsen, føler hver fjerde, at hjemmearbejdet har haft en gavnlig effekt på helbredet. Færre sygedage Mindre stress bliver nævnt som hovedgevinsten, men teknisk grej i hjemmet har også medført, at det er blevet lettere at arbejde fra privaten, selv om halsen brænder, og næsen løber. Virksomhederne kan samtidig glæde sig over færre sygedage. Undersøgelsen påviser ikke, hvor mange færre sygedage der er tale om, men konsulent på projektet hos DTI Lars Schmidt skønner, at en dag eller to om måneden er et realistisk bud. - Medarbejdere, der er forkølede, kan stadigvæk sende et par e-mails og ordne lidt småting fra hjemmepc’en, selv om de er utilpasse. Desuden kan det formodentlig begrænse de såkaldte ”kontorepidemier”, da småsløje medarbejdere i højere grad kan blive hjemme i stedet for at komme på arbejde og smitte hele kontorlandskabet, siger Lars Schmidt og påpeger, at fravær på grund af børns første sygedage også er blevet mindre. Bliv hjemme længere TDC kører løbende sygefraværsstatistikker over både ansattes og børns sygedage og kan mærke, at sygefraværet bliver lavere ved indførelsen af hjemmearbejdspladser. Senest viste de tiltroen til færre fraværsdage under børns sygdom, da de i foråret skrev ind i overenskomsten, at medarbejderne kan blive hjemme så længe, det er nødvendigt, hvis barnet bliver sygt. Det turde de at gøre, fordi virksomheden vidste, at folk i stedet vil ordne deres arbejde hjemmefra, siger TDC’s HR-konsulent Leif Elken. Fagforeningen HK, der også har en finger med i DTI’s undersøgelse, glæder sig over, at danskerne efterhånden har fundet fordelene ved at arbejde hjemmefra i stedet for at lade sig stresse yderligere af den permanente adgang til kontorfaciliteterne. - Det er fantastisk godt, at teknikken giver mulighed for, at man kan sidde i ro og mag i vante omgivelser og arbejde, hvis man ikke har det helt godt. Derfor er jeg sikker på, at hjemmecomputeren fortsat vil mindske sygefraværet, siger Leif Limkilde, rådgiver på it-området hos HK.