Hjemmebanehelt vinder traditionsrigt styrtløb i Kitzbühel

Den tidligere OL-guldvinder i styrtløb Matthias Mayer var hurtigst til at komme i bund af Hahnenkamm-pisten.

Matthias Mayer var jublende lykkelig, da han i målområdet kunne konstatere, at han havde sat den foreløbig bedste tid. Han endte også med at være lørdagens hurtigste i Kitzbühel.

Matthias Mayer var jublende lykkelig, da han i målområdet kunne konstatere, at han havde sat den foreløbig bedste tid. Han endte også med at være lørdagens hurtigste i Kitzbühel.

KITZBüHEL: Østrigeren Matthias Mayer vandt lørdag den 80. udgave af det traditionsrige styrtløb i Kitzbühel, Hahnenkammrennen. Det var første gang i seks år, at løbet fik en østrigsk vinder.

Den olympiske styrtløbsmester fra 2014 vandt World Cup-løbet for snuderne af landsmanden Vincent Kriechmayr og schweizeren Beat Feuz, da Mayer var 0,22 sekunder hurtigere til at køre ned ad pisten på 3,3 kilometer.

Beat Feuz fører dog stadigvæk World Cuppen i den samlede styrtløbsstilling, hvor de to østrigere er henholdsvis nummer tre og fire.

Der køres tre World Cup-løb på Hahnenkamm-pisten hvert år. Hvis vejret holder, afvikles der Super-G fredag, styrtløb lørdag og slalom søndag.

Styrtløbet er weekendens mest prestigefyldte, og den første udgave af Hahnenkammrennen blev afviklet i 1931.

Omkring 50.000 tilskuere overværede lørdagens styrtløb, der af mange betragtes som højdepunktet i World Cup-kalenderen.

Nordmanden Kjetil Jansrud vandt fredagens Super-G-løb, men måtte nøjes med sjettepladsen i lørdagens styrtløb.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.