Socialforsorg

Hjemmehjælp med turbo

Inger Thomsen,Korshøjvænget 3, Bjergby: De ældre i Hjørring nåede knap nok at drage et lettelsens suk over at bevare den nuværende madordning, inden de fik brev om, at der for eftertiden ville komme ikke en, men hele TO hjemmehjælpere ad gangen. Jeg kan forestille mig, hvor glad en svag ældre vil blive for to hvide tornadoer, der hver 14. dag på mindre end en halv time hvirvler gennem boligen med de medbragte rengøringsmidler og støvsuger. Måske kunne de samtidig medbringe en beroligende pille, så den ældre ikke er til gene. Min svigerfar har haft sit første (og sidste) besøg. Til døren kommer to damer, han aldrig før har set, belæsset med spande, rengøringsmidler og støvsuger. En forsvinder til badeværelset, og den anden går straks igang med gulvene. Svigerfar plejer at flytte stolene og sætte tilbage igen, så hjemmehjælpen kan udnytte den smule tid, der er til rådighed. Han deltager altså efter evne i rengøringen. Men det må han ikke mere. Han sætter sig lettere chokeret i en stol, mens der støvsuges midt på gulvet i stuen. Rengøring i spiseafdelingen foregår uden om stole og måtte. I soveværelset havde han om morgenen tabt en kuvert. Den blev liggende. Under hele seancen bliver der ikke sagt mange ord. Min svigerfar er i en lille halv time en fremmed i sit eget hjem. Jeg har nogle spørgsmål til de ansvarlige. Hvem har bestemt, at der skal turbo på hjemmehjælpen? Hvad kan man i denne omgang spare - lige så meget som på kølemaden? Hvordan kan man nænne at stresse ældre mennesker på denne måde? Og sidst men ikke mindst, hvordan kan det gå til, at hjemmehjælpen, der ellers ikke må løfte, flytte eller på nogen måde anstrenge sig, pludselig må slæbe spande og støvsuger ind og ud af bilen mange gange om dagen?