Hjemmeholdet fik kneben sejr

FODBOLD SERIE 3 PULJE 17 Klarup - LKB 1-0 (1-0) Mål: 1-0 Kenneth Hovaldt (straffe) KLARUP: Hjemmeholdet sikrede sig i sidste ende en kneben sejr i lokalopgøret mod et stærkt svækket LKB-hold, der undervejs blev ramt af yderligere to skader hos forsvarsspillere. Det var fra start til slut et meget lige opgør men midt i første halvleg blev der begået straffespark mod Kenneth Hovaldt og han scorede efterfølgende selv fra 11 meter-pletten. I anden halvleg intensiverede LKB-holdet presset mod hjemmeholdets mål og det blev til 4-5 pæne muligheder for mindst at få udlignet. Omvendt havde Klarup også sine muligheder for at lukke opgøret så spændingen var intakt til sidste fløjt. AaB - Dall/Ferslev 4-4 (4-2) Mål for AaB: 1-0 Michael Christensen, 2-0 Morten Borregaard, 3-0 og 4-0 Michael Andersen, 4-1 Emil Adelborg, 4-2 Jimmy Nielsen (straffe), 4-3 Emil Adelborg, 4-4 Simon Secher AALBORG ØST: Gæsterne kom bedst fra start og havde flere store chancer inden AaB’s gyldne kvarter med fire mål fra det 15. til det 29. minut. Den massive modgang til trods var moralen hos gæsterne i orden og kort efter hjemmeholdets sidste scoring faldt reduceringen til 1-4. Herefter bølgede kampen frem og tilbage men Dall/Ferslev fik reduceret yderligere inden pausen og et kvarter før tid blev der for alvor spændingen med målet til 3-4. Undervejs havde AaB, der i forhold til sidste kamp havde ti nye spillere med, contra-løb til at afgøre kampen men Dall/Ferslev fik udlignet til de sjældne cifre 4-4. mølbæk