Hjemmeholdet spillede sikkert

Nedrykningsslutspillet 1.division damer Shima Nørresundby-Skovbakken 3-0 Sætcifre: 25-19, 25-11, 25-18 NØRRESUNDBY: Med sikkert spil af Shima Nørresundby gennem alle tre sæt var der ikke den store spænding om kampens udfald. Således havde hjemmeholdet fra starten af første sæt godt styr på både servemodtagninger og blokader, og med sejren over Skovbakken fik Shima-spillerne rejst sig efter torsdagens nederlag. Hjemmeholdet var således foran hele vejen igennem alle tre sæt, og den sikre sejr blev sikret via et godt holdspil. Hver gang gæsterne var tæt på at få kontakt med Nørresundby-holdet, lykkedes det således for hjemmeholdet at skabe ny afstand. Specielt i andet sæt var der stor forskel på de to hold, og som sætcifrene på 25-11 viser, var der ikke meget, Skovbakken-spillerne kunne stille op. 2.division herrer Svenstrup-Frederiks KFUM 0-3 Sætcifre: 20-25, 22-25, 22-25 SVENSTRUP: Topholdet Frederiks KFUM var på forhånd store favoritter i opgøret mod Svenstrup, der trods status af bundhold formåede at give gæsterne god modstand gennem de tre sæt. Således blev der fra første sæts start kæmpet godt af hjemmeholdet i Højvangshallen, og de to hold fulgtes ad gennem det meste af sættet, som blev vundet af gæsterne med 25-20. Også i de to efterfølgende sæt var der mange jævnbyrdige dueller undervejs, men forskellen på de to hold var, at topholdet formåede at sætte nogle afgørende server ind på de vigtige tidspunkter, og dette blev afgørende for kampens resultat. Trods god modstand gennem både andet og tredje sæt måtte Svenstrup alligevel se Frederiks KFUM vinde begge sæt med 25-22. LKB Gistrup-Ikast KFUM 0-3 Sætcifre: 20-25, 20-25, 22-25 GISTRUP: Selv om hjemmeholdet i Gistruphallen leverede godt spil i alle tre sæt, kunne holdet ikke stille meget op imod Ikast KFUM. Selv om LKB'erne var godt med kampen igennem, var holdet reelt ikke på noget tidspunkt tæt på sejren, dertil var Ikast-spillerne for gode. Det, der således blev afgørende for kampens udfald var, at gæsterne i alle tre sæt formåede at trække fra på de rigtige tidspunkter og efterfølgende afgøre sættene til egen fordel. Trods nederlaget var der tilfredshed på Gistrup-holdet efter kampen, idet spillerne undervejs havde ydet en god præstation, og givet gæsterne mest mulig modstand. mølbæk