Hjemmeplejer var svindler

En mørklødet kvinde bankede fredag aften på døren hos et ældre ægtepar på Brombærvej i Støvring og udgav sig for at være hjemmeplejer.

Socialforsorg 12. april 2011 16:11

Det hoppede parret dog ikke på, og det viste sig at være klogt. Kvinden var i hvert fald ikke på Rebild Kommunes lønningsliste, og derfra har man nu anmeldt hændelsen til politiet. Der er man til gengæld forsigtige med at kæde kvindens besøg sammen med det tyveri, en 82-årig mand i Hobro var udsat for, ligeledes i fredags. Også her udgav en kvinde sig for at være hjemmeplejer. Hun hjalp dog kun manden af med hans tegnebog indeholdende 27.500 kroner. Kvinden beskrives i det tilfælde som omkring 40 år, almindelig af bygning, cirka 165 til 170 cm høj. Hun har gråt hår, bar en lys cottoncoat og talte med accent. I Aalborg blev en 101-årig kvinde søndag frastjålet 2000 kroner, da en kvinde skaffede sig adgang til hendes lejlighed ved at sige, at hun kom med mad. Og flere andre ældre havde også besøg af "hjælpsomme" typer. Her har vidner set en sort Audi med flere personer køre fra gerningsstederne. Om kvinden i Støvring ved politiet kun, at hun var "mørklødet". Politiet hører meget gerne fra vidner, der kan hjælpe. Henvendelser i sagen kan ske på telefon 114.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...