Hjemmerøvere trængte ind i villa og truede med pistol

Tre yngre mænd trængte lørdag aften ind i villa i Brønshøj og truede sig til kontanter og hævekort.

Tre mænd trængte lørdag aften ind i et parcelhus i Brønshøj i det nordvestlige København, hvor de truede en mandlig beboer til at udlevere penge samt et hævekort og en mobiltelefon.

Politiet har ingen spor af de tre røvere, der skønnes at være mellem 20 og 25 år.

- De talte slavisk og en smule dansk under røveriet, så vi går vi ud fra, at der er tale om østeuropæere, siger Henrik Vedel, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Hændelsen fandt sted på adressen Veksøvej nummer 175.

- Vi er meget interesseret i at tale med personer, der eventuelt har set noget mistænkeligt i tidsrummet fra klokken 20 til 21, siger efterforskningslederen.

Offeret for røveriet, en mand i 60'erne, var alene hjemme, da en person ringede på. Da døren blev åbnet dukkede der yderligere to mænd op. De var begge maskerede og havde våben med sig.

- Manden bliver truet med en pistol og en kniv til at udlevere forskellige ting. Derefter binder røverne ham til en en stol, før de forlader huset. Fysisk har han ikke lidt overlast, fortæller Henrik Vedel.

Det lykkedes for manden at vriste sig fri og alarmere politiet.

Hans stjålne hævekort er blevet spærret, men om det er sket tidsnok til at forhindre røverne i at skaffe sig kontanter fra kortet, er endnu uklart.

Hvor mange kontanter røverne slap af sted, vil politiet ikke oplyse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.